I selskab med bestyrelsesformand Peter Gæmelke fik Nature Energys direktør Ole Hvelplund for nylig prominent besøg på anlægget i Heden i form af Venstres formand Jacob Ellemann-Jensen. Det var anden gang, Ellemann havde lagt vejen det fynske biogasselskab, men der er var alligevel rigeligt for V-formanden at se på.

For siden sit første besøg har der været gang i en god vækst hos det store biogasselskab. Og det kastede rosende ord af sig fra Jacob Ellemann.

- Jeg har jo været her før, og det her med at se ved selvsyn, at der sker en udvikling, også indenfor biogassen. Det er dejligt at se. Både at det er et område, der vækster, for det betyder noget for vores grønne omstilling, men også at man er i stand til at differentiere sine produkter, siger Jacob Ellemann-Jensen til Landbrug Fyn.

Har stor betydning

Hans besøg på anlægget faldt i god jord hos Nature Energy-direktør Ole Hvelplund.

- Vi er glade for, at der kommer folketingsmedlemmer, specielt når det er oppositionslederen, der kommer. Det giver anledning til, at vi kan fortælle om de fordele, vi har i forbindelse med biogas, og sørge for, at han har dem inde på lystavlen. Vi kan også fortælle, hvilke ting, vi gerne ser, han har fokus på i sit politiske arbejde, siger Ole Hvelplund.

For det har stor betydning for virksomheder som Nature Energy, hvad man beslutter politisk på Christiansborg.

- Vi vil jo gerne, som i andre industrier, sørge for, at Christiansborg har lavet nogle gode rammebetingelser for os i Danmark på hjemmemarkederne. Så det holder vi meget øje med, i håb om at der bliver ved med at være gode rammebetingelser, siger Nature Energy-direktøren.

Han påpeger, at det er væsentligt, at man sætter flere ressourcer af til at bygge flere biogasanlæg, da det er et vigtigt element i fremtidens samfund, ikke bare at kunne få grøn gasforsyning, men også at kunne omdanne affald fra hele samfundet til grøn gødning.

Fin fremtid

Men derudover ser han fine fremtidsperspektiver for biogasproducenten.

- Jeg tænker, at fremtiden ser fin ud for Nature Energy. Både i forhold til at få cirkuleret næringsstoffer og få grøn gødning ud, men også at vi får grøn gas ind. Det er jo noget, der er stor efterspørgsel på, både i Danmark men også i resten af verden, siger Ole Hvelplund og fortsætter:

- Jeg forventer, at Nature Energy kommer til at bygge flere anlæg i Danmark, men at vi også kommer til at bygge anlæg rundt omkring i resten af verden.

Værdi til landbruget

Ved besøget blev værdien af gyllen, som landbruget leverer til biogasproduktionen også berørt.

- Jeg er med på, at der er en diskussion om, hvem det er, der skal godskrives de effekter, der er på klimaet. Den fordeling er måske ikke helt rimelig, som den er lige nu. Men det er noget, vi skal arbejde med på europæisk niveau, siger V-formanden.

Direktøren for Nature Energy, Ole Hvelplund, kunne fortælle, at der er gang i en dialog mellem Nature Energy og Landbrug & Fødevarer om emnet.

- Vi snakker meget med L&F, også om de her ting. Men det handler også om, at vi ser forskelligt på ens ting, forstået sådan at det er nogle meget komplicerede modeller, der bliver regnet på, siger Ole Hvelplund.

Energi