Gennem elkøbsaftalen bidrager Semler Gruppen til opførelsen af en ny Better Energy-solcellepark med en forventet årlig produktion på 81 GWh strøm, eller hvad der svarer til cirka 50.600 danskeres årlige elforbrug.

En bærende årsag til indgåelsen af PPA-samarbejdet er, ifølge Semler Gruppen, et voksende samfundsansvar, som bilkoncernen anser som en forudsætning for både fremtidig vækst og forretningsmæssig relevans, og som i dag ligger på lige højde med kundetilfredshed og dedikerede medarbejdere i bilaktørens samlede forretning.

Elkøbsaftalen med Better Energy udgør i den forbindelse et væsentligt led i Semlers langsigtede klimastrategi, der for nylig blev blåstemplet af Science Based Targets-inititativet (SBTi) for sine forskningsbaserede CO2-målsætninger i både scope 1, 2 og 3 op til 2030.

Blandt andet med etableringen af et landsdækkende solcelleprojekt på tværs af koncernens lokationer i Danmark, der er igangsat og strækker sig ind i 2024.

74 hektar solceller ved Fraugde

Aftalen bidrager til, at en 74 hektar stor solcellepark placeret tæt på Fraugde i Odense Kommune bliver etableret. Solcelleparken forventes at producere 81 GWh strøm om året svarende til det gennemsnitlige årlige elforbrug for cirka 50.600 danskere, eller næsten 30 procent af Odenses 180.000 indbyggere.

Solcelleparken ved Fraugde understøtter visionen om en klima- og miljøvenlig storby ved at bidrage til grøn energi. Visionen er besluttet i Odense Kommunes klimaplan »Klimaneutral 2030«.

Forankres i lokalområdet

I Better Energy mærker man en stigende interesse fra virksomheder og kommuner, der ønsker at bidrage aktivt i den grønne omstilling. Og her handler det ifølge Better Energy ikke blot om at finde et areal, der er stort nok. Det handler samtidig om, at solcelleparken skal forankres i lokalområdet, og her er solcelleparken i Fraugde et godt eksempel:

- I vores arbejde med at udvikle nye solcelleparker er vi altid grundlæggende styrede af, om solcelleparken kan integreres og forankres i lokalområdet, og med den kommende park er vi lykkedes med det i stærkt samarbejde med Odense Kommune og lokalområdet, siger Esben Billeskov, chef for projektudvikling i Better Energy.

Energi