Der var ellers forhåbninger om, at det skulle være nu her sidst i maj, at EU’s landbrugsministre, Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen gav håndslag til hinanden om, hvordan EU’s landbrugspolitik (CAP), skal være indrettet i årene 2023-2027.

Men fredag måtte forhandlerne fra Rådet af ministre og Europa-Parlament foreløbig opgive et enes om et kompromis i de såkaldte trilogforhandlinger, som også kommissionen deltager i.

- I sidste ende var der – selv om der var opnået fremskridt på adskillige områder – en række nøglespørgsmål, som var uafklarede, skrev Det Europæiske Råd i en pressemeddelelse fredag morgen.

Forhandlingerne havde især drejet sig om arbejdsmarkedsregler, støttefordeling og den grønne omstilling af CAP’en, fremgik det af pressemeddelelsen.

Ifølge flere medier var det særligt spørgsmålet om de såkaldte eco-schemes for øremærkning til miljø- og klimatiltag på bekostning af de direkte udbetalinger til landmændene, som skilte parterne. Her er parlamentet mere ambitiøs med den grønne omlægning af landbrugsstøtten, end medlemslandenes regeringer kan enes om at være.

Fødevare- og landbrugsminister Rasmus Prehn er her til formiddag rejst hjem fra mødet i Bruxelles og ærgrer sig på sin Facebook-side over, at de ikke blev enige om en aftale i denne omgang. 

- Forhandlingene om EUs landbrugspolitik blev desværre sat på pause her i morges ved femtiden. Danmark havde faktisk fået kæmpet mange af vores mål igennem - via bl.a. stærke alliancer og dygtige danske embedsfolks ihærdige og vedholdende indsats. Men andre var for uenige om andre emner. Derfor må vi tage forhandlingerne op igen senere. Lidt ærgerligt. Men sådan er politik, lyder det fra ministeren på det sociale medie. 

Rådet af landbrugsministre mødes næste gang den 28-29. juni.