- Da jeg bød velkommen sidste år den 10. marts var det efter et par hektiske dage med mange overvejelser. Der var kommet en pandemi, corona-virus. Den skelsættende 11. marts var hele samfundet lukket ned. Hvis nogen havde fortalt mig sidste år, at samfundet ville være lukket mere eller mindre ned i næsten et år, havde jeg næppe troet dem. At vi af samme grund får et unormalt 2021, begynder desværre at blive en realitet.

Sådan lød det, da formanden for rådgivningsvirksomheden Agri Nord, Carl Chr. Pedersen, bød velkommen til foreningens første, og som de selv sagde, forhåbentlig også eneste og sidste, online generalforsamling.

Støtte i krisesituationer

Coronaen fyldte 2020 og dermed også en del af formandens beretning med start ved foreningens mange tidligere minkavlere, som modtog tak og stor respekt fra formanden, som kaldte tabet af pelsproduktionen for en katastrofe.

På en generalforsamling nogle år tidligere blev det foreslået at reservere midler til dem, der har brug for det.

De penge har ikke alene hjulpet medlemmer under tørken i 2018 og BMG-konkursen i 2019, men nu også foreningens tidligere minkavlere.

- En del af foreningen Agri Nords politik er, at vi hjælper de medlemmer, der måtte have brug for det. Derfor satte vi alle kræfter ind på at hjælpe minkavlerne, sagde Carl Crh. Pedersen med ordene:

- Jeres forening står bag jer.

En stemme, der bliver hørt

Men det er ikke alene med rådgivning og i krisesituationer, at foreningen står bag medlemmerne. Det gælder også det politiske arbejde.

- Jeg oplever at Agri Nord er en stemme, der bliver hørt, og som man henvender sig til, når der er emner, der berører det åbne land, sagde formanden.

- Men med den enorme berøring med offentlige myndigheder, landbruget har, følger desværre også et kæmpe bureaukrati. Der er vist ikke tal på de skrivelser og indberetninger, de skal foretage. Desværre ser vi et system, der fejler med lange ventetider og som kun illustrerer, at det offentlige som udgangspunkt ikke er verdensmester i at drive virksomhed, konstaterede Carl Chr. Pedersen.

Virkemidler i fjorden

Formanden kunne med glæde fortælle, at fødevareminister Rasmus Prehn (S) har indkaldt til konference med inddragelse i forbindelse med den kommende landbrugspakke.

- Regeringen må bare forstå, at gennemføres de planer, får det vidtrækkende konsekvenser for samfundet. Vi kommer til at miste arbejdspladser i stor stil, da landbruget med følgeerhverv faktisk beskæftiger rigtig mange »Arne´r«, der ikke er klar til at gå på pension endnu, sagde formanden, som også slog fast, at han ikke tror på yderligere kvælstofreduktion fra land, da han ikke mener det virker alene.

- Det lyder mærkeligt, at vi pålægges en yderligere reduktion på 10.000 tons, fordi der er udefrakommende omstændigheder, der påvirker havmiljøet. Hvad hjælper det at slå en landmand, der bor i bunden af Limfjorden, oveni hovedet for udledninger, der kommer fra kollegaer i Polen eller overløb fra rensningsanlæg? Det hjælper i hvert fald ikke at smide flere efterafgrøder efter ham, sagde Carl Chr. Pedersen, som håber, at man vil kigge på maritime virkemidler som muslingeopdræt, stenrev, med mere.

- Vi må have mere viden om, hvad der sker i fjorden, inden vi pålægger landbruget yderligere restriktioner.

Samarbejde gør stærk

Ingen Agri Nord-generalforsamling uden ordet fusion.

Agri Nord arbejder sammen med en række andre landboforeninger, og tre af dem ønsker at fusionere (Landbo Thy, Lemvigegnens Landboforening og Landboforeningen Limfjord, red.).

- Vi forventer, at det gode samarbejde fortsætter, blandt andet omkring Kvæg- og SvineXperten, lød det fra Agri Nord-formanden, som også måtte be- eller afkræfte egne planer med samme svar som så mange gange før.

- I Agri Nord tror vi stadig på, at det er til alles bedste, at Agri Nord forbliver en selvstændig forening. Vi synes, det er godt med konkurrence på markedet, så alle bliver holdt skarpe. Men vi mener også, at vi bliver stærkere gennem samarbejde.

Genvalg til bestyrelsen

Tre af bestyrelsens medlemmer var på valg, Henrik Dalgaard Christensen, Aars, Ulrik Krogsgaard, Løgstør, og René Lund Hansen, Løgstør. Alle tre genopstillede og blev valgt på generalforsamlingen.

Bestyrelsen består således af Carl Christian Pedersen, Gandrup, Henrik Dalgaard Christensen, Aars, Ulrik Krogsgaard, Løgstør, Poul Henningsen, Nibe, Bjørn Borup, Nibe, Jørn Madsen, Aalborg, Jens Verner Pedersen, Hobro, René Lund Hansen, Løgstør, Lars Olsen, Nibe, Lars Tolstrup, Skørping, og medarbejderrepræsentanterne Malene Lagergaard og Kent Boe Nielsen.

Lang og tro tjeneste

Trods en online generalforsamling, blev indstillingerne til »Lang og tro tjeneste« markeret med flotte ord, billeder af alle de ansatte og deres arbejdsgivere.

20 år

Vibeke Vraa Andersen, ansat hos Torben Andersen

15 år

Andriy Sauchuk, ansat hos Esben Wulff Andersen

10 år

Girts Nikass, ansat hos Esben Wulff Andersen

Lars Jørgen Kjær Kaasing, ansat hos Kristian Olesen

5 år

Mareks Krumins, ansat hos Esben Wulff Andersen

Yuriy Shenvenko, ansat hos Lars Tolborg

Andrii Vatskivskyi, ansat hos I/S Fuglsang

Iryna Kuz-Uldrina, ansat hos Lars Tolstrup

Hans Peter Brinkmann Thomsen, ansat hos Jan Nymark Thaysen

Hans Chr. Kleis Hansen, ansat hos René Lund Hansen

Agri Nords nøgletal for 2020

2019-tal i parantes:

Bruttofortjeneste 121.737 kr. (115.572.000 kr.)

Årets resultat: 4.823.000 (4.034.000 kr.)

Egenkapital 67.744.000 kr. (64.887.000 kr.)

Soliditetsgrad 40,5 % (38,5 %)

Agri Nord opnåede et overskud på 4,5 millioner kroner. De udlodder 3,5 millioner kroner til medlemmerne ud fra en loyalitetstrappe, som betyder, at jo mere, man har benyttet Agri Nord, desto flere penge får man tilbage. Ud over medlemsudlodningen gives der medarbejderbonus og laves ekstraordinære afskrivninger.

 

Det blev der sagt

Uddrag fra Carl Chr. Pedersens beretning:

Udtagning af lavbundejorde

- Husk, det er med fuld frivillighed og fuld erstatning, der skal laves aftaler

Agri Nord understøtter biogasanlæg i Hobro

- I Hobro forsøger vi os med en løsning, hvor det ikke er store energiselskaber, der scorer gevinsten, men landmændene selv

CO2-andele til salg

- Jeg vurderer, at landmænd, der er i gang med at sælge CO2-andele, bør stoppe op et øjeblik og vente med at træffe endelige dispositioner. De kan jo kun handles én gang

Ny natur kan give problemer

- Reglerne om ammoniakdeposition er så rigide, at landbrug nær ny beskyttet natur kan blive lukket, fordi de ikke længere kan overholde miljøkravene. Den type ejendomme har vi eksempler på på nuværende tidspunkt på cirka 300 styk i Danmark. Så derfor er det tvingende nødvendigt, at vi får en ny lovgivning, der sikrer, at vi ikke bliver slået oveni hovedet, når vi laver ny natur. Landbrug og natur er ikke hinandens modsætninger. Natur og landbrug går hånd i hånd