Bestyrelsen i Østdansk Landboforening har efter to år med underskud valgt at opsige Kim Kuhlmann som direktør.
Kim Kuhlmann opsagt i stillingen som direktør i Østdansk Landboforening. Sådan lød det i en overskrift i det seneste nyhedsbrev fra landboforeningen, der har base i Rønnede.
Driftsresultatet har haft et underskud for andet år i træk, og på den baggrund har bestyrelsen valgt at opsige samarbejdet, lyder begrundelsen.
- Vi har på flere områder været glade for samarbejdet med Kim Kuhlmann, men der ligger en stor og omfangsrig opgave foran os, og bestyrelsen har konstateret, at der skal friske øjne og nye kræfter til at løfte den opgave, fortæller Ole Elbæk, bestyrelsesformand i Østdansk Landboforening.
Kim Kuhlmann skriver på sin LinkedIn-profil, at han er ked af, at han ikke fik muligheden for at fortsætte i direktørstolen.
- Det er med stor beklagelse, at jeg må meddele, at Østdansk Landboforening og undertegnede har stoppet samarbejdet med øjeblikkelig virkning. Vi fik lagt sporene til noget rigtig godt og det gør mig trist, at jeg ikke fik muligheden for at køre i mål, skriver den nu tidligere direktør.
Hurtige forfremmelser
Kim Kuhlmann nåede to år i Østdansk Landboforening. Han blev ansat som chefkonsulent for regnskab og økonomi i marts 2021, inden han senere blev økonomichef og derefter direktør.
Da Østdansk Landboforening i oktober 2021 opsagde Torben Flinch som direktør efter seks år på posten, blev Kim Kuhlmann konstitueret direktør, og direktørtitlen fik han permanent nogle få måneder senere.
Nu er Kim Kuhlmann så også fortid som direktør i Østdansk Landboforening, der ifølge skrivelsen på hjemmesiden nu »arbejder på at ansætte en ny direktør og hjælpe de ansatte igennem en omskiftelig periode«.
Afskedigelsen med Kim Kuhlmann skete før dage før Østdansk Landboforenings ordinære generalforsamling, hvor foreningen altså kan præsentere det regnskab, der kostede direktøren jobbet.