Hvert tredje landbrug skal skifte ejer inden 2030. I Vestdanmark arbejder 20 unge landmænd, som enten er nyetableret eller på vej til det, i to netværksgrupper. Og flere kan være på vej. Finansiering, familier og økonomi er i fokus.
Inden 2030 skal cirka 2.500 af de nuværende cirka 7.500 heltidslandbrug i Danmark igennem et generationsskifte. Det er en stor mundfuld, men det går faktisk bedre, end mange måske har indtryk af, vurderer Michael Frederiksen, svinerådgiver hos SvineRådgivningen, der dækker hele Jylland samt Fyn.
- I de seneste to år har jeg kørt to netværksgrupper med unge landmænd. En gruppe med folk, som har skrevet under. Og en gruppe med folk, som er på vej til det. Og der sker virkelig noget med de unge i landbruget lige nu. Nogen af dem har 4.000-5.000 søer. Andre har 500. Men vi kan alle sammen lære af hinanden, når vi nørder produktionsøkonomi, finansiering og sammenligner med hinanden, forklarer Michael Frederiksen.
Og der er hårdt brug for de unge i dansk landbrug. Alene i perioden 2010 til 2020 steg gennemsnitsalderen for danske landmænd fra 51 til næsten 58 år.
Netværk holdes ude af stalden
Få råd til at få råd til drømmegården
I netværksgrupperne har nogle af de selvstændige lavet et »clean cut« med forældrene. Andre har en investor med indover. Og andre igen er med i et I/S eller en anden form for selskab.
- Og hvad så med søskende? Og hvad med forældrenes rolle? Hvem taler man som nyetableret med alt det om? Det gør man hos os, pointerer Michael Frederiksen, der betoner vigtigheden af at etablere netværk. Ikke mindst socialt men også fagligt.
- Til januar skal vi i en stald med den ene af grupperne – og det er faktisk for allerførste gang. Det er nemlig alt det, som ligger uden for stalden, vi fokuserer mest på, forklarer svinerådgiveren.
Kom med – hvis du er hurtig
- Her må man gerne prale lidt
De to grupper mødes fire gange årligt og er fordelt på cirka 20 personer i alt.
SvineRådgivningen arbejder som nævnt i Jylland og på Fyn. Og Michael Frederiksen understreger, at der er plads til et par stykker mere i de to nuværende grupper, hvis man er hurtig.
- Det vil ikke komme bag på mig, hvis der inden længe bliver mulighed for at etablere en tredje netværksgruppe. For der sker faktisk rigtigt meget blandt de unge i de her år, vurderer Michael Frederiksen.
Det begynder at haste
Sådan sikrer du, at familien kommer hel ud på den anden side
Ifølge den nu tidligere viceformand i Landbrug & Fødevarer, Lone Andersen, er det da også de unge, som skal bære den grønne omstilling igennem og holde liv i hele vores bondekultur.
- Og det begynder at haste, pointerede hun som viceformand, hvor hun gerne så, at man fokuserer på andet end den nugældende etableringsstøtte på 745.000 kroner. I nogle lande betaler de unge for eksempel ikke tinglysningsafgift, som ofte »æder« hele den unge landmands opsparing. L&F har også foreslået at man gør det mere attraktivt for sælger at sælge til en ung gennem en succesionsordning, hvor skatteregningen følger med ejendommen.
Et alternativt generationsskifte kan være en investor, som hjælper en ung landmand i gang. Netop den model har landbrugsmægler Berg Risager fra Nybolig Landbrug haft succes med gennem de seneste år, har han tidligere forklaret:
– Jeg er tit ude og holde foredrag for unge landmænd og ved, at mange af dem har nogle fantastiske CV’er. De er knaldhamrende dygtige, men mangler penge til at komme i gang. Samtidig har jeg kontakt til flere tidligere landmænd, som har solgt godt, og som nu gerne vil investere noget af deres kapital i at hjælpe unge i gang i erhvervet.