Stor opbakning fra traktormærker på Agromek

Med tilføjelsen af Case IH, Kubota, McCormick og Zetor er der nu 12 traktormærker repræsenteret på årets Agromek. Dermed favner Nordeuropas største landbrugsmesse stort set det samlede traktormarked i Danmark.

12 traktormærker er på plads, når Agromek i slutningen af november samler landbrugsbranchen til fire dage med fokus på nyheder, nye relationer og samarbejder, handler, inspiration og vidensdeling. At det er lykkedes at tiltrække forhandlere og importører af så mange traktormærker vækker stor begejstring i Agromek-ledelsen, der netop har haft som mission at tiltrække så mange som muligt.

- De besøgende på Agromek har efterlyst flere traktorer, og af samme grund er det en stor glæde at vi nu er oppe på 12 traktormærker. De er spredt ud på nogle af messens største stande i fem af de største haller, så der bliver nok at gå på opdagelse i, konstaterer Claus Hermansen, direktør, Agromek.

De 12 bekræftede traktormærker er: Case IH, Claas, Deutz-Fahr, Fendt, JCB, John Deere, Kubota, Massey Ferguson, McCormick, New Holland, Valtra og Zetor. Læs udtalelser fra forhandlerne og importørerne i faktaboksen.

Agromek finder sted i MCH Messecenter Herning 26.-29. november.

Traktor-udstillerne om Agromek 2024

Michael Husfeldt, administrerende direktør, Danish Agro Maskiner (Claas):

- Agromek er en vigtig mulighed for at fremvise produkterne og demonstrere, hvordan virksomhedens løsninger kan skabe værdi for landbruget i Danmark. Det gælder for os om at benytte muligheden for at få landmanden i tale, så vores målsætning for Agromek er, at de efter messen skal gå hjem og tænke, at han eller hun kan se en fremtid for sin bedrift i samarbejde med Danish Agro og føle sig inspireret til at udvikle og vækste ind i fremtiden.

Dan Hamann, indehaver, Brøns Group (JCB):

- Vi kan høre fra vores forhandlere, at der er stor opbakning til, at vi skal deltage på Agromek. Vi hører også fra vores slutkunder, landmændene og maskinstationerne, at de godt kan lide at komme på Agromek. Det er her, de ser alle nyhederne fra hele branchen, men mindst lige så vigtigt, er det også her, de mødes, taler sammen og sparrer i en uhøjtidelig atmosfære. Agromek giver en unik mulighed for det. Det er endnu en af grundene til, at vi tror på, at Agromek i endnu højere grad kan blive stedet, hvor man tager hen i Nordeuropa og Skandinavien for at se på nye maskiner.

Henrik Hansen, CEO, MONI Worldwide (Deutz-Fahr):

- Agromek er årets helt store trækplaster, og vi giver den fuld gas, for vi vil hellere investere i fremtiden end spare os ihjel. Jeg forventer, at der kommer en masse besøgende, og at der blandt disse vil være en stor nysgerrighed og en vilje til at investere oven på en usikker tid. Jeg tror, at mange vil være interesserede i at se nærmere på vores produkter og få en føling med, hvad vi kigger ind i.

Morten Skau Foged, Solution Center Manager, Semler Agro A/S (John Deere):

- Vi er meget glade for at være med på Agromek 2024. Det er en god mulighed for at møde vores kunder ansigt til ansigt og vise de nyeste løsninger fra John Deere, Väderstad, Kramer, Brantner og Sulky.

René Jensen, administrerende direktør, Karl Mertz, og Martin Geiser, salgschef, TBS Maskinpower (Fendt):

René Jensen: - Agromek er en vigtig messe for os. Her mødes branchen traditionelt til en lille uge med fokus på nyheder, maskiner og relationer, og det vil vi gerne være en del af.

Martin Geiser: - Vi har en fælles passion for Fendt, og den vil vi gerne dele med gæsterne på Agromek uanset hvor i landet, de kommer fra.

Karl Mertz og TBS Maskinpower er gået sammen om en fællesstand.

Jan Garder, administrerende direktør, Valtec (Valtra):

- På standen vil man kunne møde forhandlerne Valtec Gravens, Valtec Skanderborg, Holmsland Maskinforretning, Midtdjurs Traktorlager, Agrotek, J. Dyhr, Rasmus Degn og Karl Mertz, der alle står klar til at tage imod gæsterne. Vi repræsenterer alle de finske traktorer, og det sender et stærkt signal, at vi som forhandlere står skulder ved skulder i Herning. Det viser kunderne, at der er et solidt serviceapparat bag Valtra i hele Danmark.

Thomas Greve Mikkelsen, salgschef, Farmas (New Holland):

- Vi forventer fire gode, travle dage med besøg fra hele landet. De danske landmænd kan altid regne med New Hollands stærke, danske forhandlernetværk, der bakker op både til hverdag og fest.

Alle landets New Holland-forhandlere er gået sammen om en stor fællesstand. Foruden Farmas tæller de danske hovedforhandlere Mertz, PN Maskiner, J Hundahl og Lyngfeldt.

Jeppe Rasmussen, administrerende direktør, Yding Smedie & Maskiner (Case IH):

- Vi ser frem til at vise både nye og eksisterende kunder Case IH-traktorer, kartoffeludstyr og maskiner til grøntsagsproduktion på Agromek. Man får et indblik i store dele af vores maskinprogram ved at lægge vejen forbi vores stand, og vi lægger op til nogle tempofyldte handelsdage med en speciel Agromek-kampagne med særligt attraktive priser og vilkår.

Lars Rævsager, salgs- & marketingchef, Nellemann Machinery (Kubota):

- Traditionen tro deltager vi i Agromek, og vi glæder os til endnu engang at byde nye og eksisterende kunder velkommen på vores stand. Igen i år vil vi vise, hvad Kubota kan tilbyde kunderne på både traktor- og redskabssiden, og vi medbringer et stort udvalg, så vi er i stand til at vise de mange valgmuligheder.

Henning Lund Andersen, medindehaver, Dansk Maskincenter (Massey Ferguson):

- Det bliver rigtig godt at være tilbage på Agromek, og vi glæder os til at tage imod kunderne på vores fællesstand. Her kan vi have gode snakke om deres behov, ønsker og syn på fremtiden, ligesom vi sammen kan undersøge, hvordan vores produkter kan bidrage til udviklingen af deres fremtidige drift.

De danske Massey Ferguson-forhandlere udstiller sammen på en stor fællesstand.

Michael Jensen, ejer, Danatek (Zetor):

- Vi glæder os til at modtage de besøgende i øjenhøjde, få gode dialoger og både styrke og etablere relationer. Agromek tiltrækker besøgende fra hele landet og udlandet for den sags skyld, så det er et rigtig godt udstillingsvindue for os. Vi kommer til at have et stort fokus på Zetor, som vi både skal markedsføre herhjemme og i Norge, og vi medbringer minimum tre af deres traktorer.

Allan Helms, CEO, Helms TMT-Centret (McCormick):

- Vi glæder os til at møde nye og eksisterende kunder i øjenhøjde, og vi medbringer et bredt sortiment fra vores gode leverandører Schäffer, McHale og McCormick.

Læs også