Endnu er det muligt at finde områder i Brasilien med meget lave jordpriser, hvor der samtidig kan høstes to afgrøder årligt.
Specielt i de nordøstlige staterne Piaui og Tocantins i Brasilien er der stadig gode muligheder for køb af jord til en god pris.
- Men det er et vindue, som er ved at lukke sig, og jordpriserne kan nok kun gå en vej i de områder, vurderer Peter Hauch, som giver en række oplysninger om udbyttepotentialet for de brasilianske marker.
- På højsletterne i stater som Tocantins og Piaui dyrkes typisk højværdiafgrøder som sojabønner, majs og bomuld.
I normale år høstes der cirka fire tons soja pr. hektar. Og cirka 8,5 tons majs pr. hektar.
Afgrøderne sælges typisk til store, internationale kornhandlere som Bunge og Cargill, hvor der ikke er tvivl om betalingen, oplyser Peter Hauch.
I nogle områder kan der høstes to afgrøder pr. sæson – på nogle arealer dog kun, hvis anden afgrøde har en kort vækstperiode.
Markarbejdet foretages i vid udstrækning af maskinstationer, så man slipper for dyre investeringer i egen maskinpark.
Billig uopdyrket jord
Landbrug i Brasilien giver mange afgrødemuligheder.
Dyrkning af hurtigt omsættelige afgrøder som soja og majs kræver at bedriften har en vis størrelse.
- Investeres der sammen med IFU, så er deres minimums-investering i størrelsen 15 millioner kroner pr. projekt, oplyser Peter Hauch.
- Med typisk under 50 procent ejerskab eller finansieringsandel kræver det et minimumprojekt i størrelsen 30 millioner kroner.
- Det kan være tillokkende at komme billigt i gang via køb og opdyrkning af ny jord, og dermed opnå en forventet værdiforøgelse. Men den strategi bør altid ske i kombination med køb af jord i produktion.
Indgå i samdrift
Produktionen af soja eller majs som hovedafgrøder i kombination med afgrøder som hirse, spise-bønner og andet som nummer to-afgrøde kan anbefales.
Det er kendte afgrøder, som er nemme at sammenligne med typiske udbytter i lokalområdet.
Som sagt er der plads til flere danske landbrugsinvestorer i Brasilien.
- Og de få danske investorer, som allerede er etablerede, vil ofte være interesseret i at udvide deres ejerkreds for at opnå større bedrifter eller indgå i samdrift, slutter Peter Hauch fra sin mangeårige erfaring med udenlandske landbrugsinvesteringer.
Præcisering fra tidligere Global Farming-artikel
Rådgiver Pia Sørensen fra SvineRådgivningen vil gerne præcisere følgende i forbindelse med en omtale her i Global Farming af hendes indlæg på en netop afholdt Biomin-konference i Wien:
- Vi svinerådgivere arbejder mod, at vi i Danmark skal have en svineproduktion med et antibiotikaforbrug, der er så lavt som muligt og hvor dyr kun bliver behandlet, når de er syge.
- Hvis vi ikke behandler syge dyr, går vi på kompromis med dyrevelfærden og det er ikke en mulighed. Når vi som fagpersoner siger zink- og antibiotikafri produktion, er det indforstået, at der vil være grise som kræver behandling. Om vi taler økologisk eller OUA produktion, vil der altid være dyr som kræver behandling med antibiotika, da vi aldrig helt vil kunne undgå sygdomme, såvel som vi ej heller undgår sygdomme ved mennesker.
- Det er misforstået, at en økologisk eller en OUA produktion ikke benytter hverken zink eller antibiotika. Men her bliver en stor del af grisene leveret ved slagteriet, uden de har fået antibiotika. De resterende er behandlet med antibiotika, som de bør ud fra god dyrevelfærd, når dyrene har været syge, og indgår derfor ikke i konceptet.
Det vil derfor på ingen måde være realistisk helt at stoppe brugen af antibiotika. Samtidig må jeg understrege, at når vi fjerner medicinsk zink, vil risikoen for diarré være større og brugen af antibiotika formentligt stige.
- Vi i SvineRådgivningen arbejder på - som resten af erhvervet også gør - at finde alternative løsninger, så vi kan fjerne den medicinske zink og fortsat bibeholde et lavt og forhåbentligt yderligere reduceret antibiotikaforbrug.
Godt management vil være med til at reducere forbruget, men vi kan ikke undgå sygdomme helt, om det er konventionel, økologisk eller OUA produktion, og derfor skal grise behandles, når det er nødvendigt, for ikke at gå på kompromis med dyrevelfærden, slutter Pia Sørensen.