Styrket på hjemmefronten

Med opkøbet af Hedegaard og den netop godkendte overtagelse af Himmerlands Grovvarer, sidder Danish Agro nu på en tredjedel af det danske grovvaremarked.

Hos Danish Agro glæder koncernchef Henning Haahr sig over en yderligere styrkelse på hjemmemarkedet gennem det forgangne år.

Med aftalen med Vestjyllands Andel for et år siden om overtagelse af deres 22,3 procent af aktierne i grovvarevirksomheden Hedegaard A/S vurderer han, at markedsandelen nu er på cirka en tredjedel. Og med aftalen om opkøbet af Himmerlands Grovvarer i oktober, som efter konkurrencemyndigheders godkendelse nu er effektueret, vil det med selskabets omsætning på næsten 700 millioner kroner øge hjemmemarkedsaktiviteterne yderligere.

- Vi bliver nu stærkere repræsenteret i Himmerland, men helt generelt oplever vi over hele landet, at flere og flere landmænd vælger os til. Det er vi rigtig tilfredse med, og gør vort bedste for at yde den optimale service, forsikrer topchefen.

Færre afdelinger

Med strukturudviklingen i landbruget forventer han dog, at der ligesom i 2020 vil kunne blive lukket afdelinger.

- Mange af de større landbrugsbedrifter har faciliteter til at opbevare kornet hjemme, så det kan leveret direkte til fabrik eller afskibning. Derfor vil der blive brug for færre afdelinger, mens andre kun vil være åbne i høstperioden.

Rekord i Tyskland

Danish Agro-koncernen er repræsenteret i ikke mindre end 16 lande. Ved offentliggørelsen af 2020-regnskabet fremhævede Henning Haahr især Baltikum, hvor selskabet er størst på grovvaremarkedet.

Trods et massivt konkurrencepres er markedsandelen i Tyskland også stigende gennem selskabet Ceravis AG, som ejes sammen med Agravis og Vestjyllands Andel. Der var tale om en rekordomsætning sidste år på 7,3 milliarder kroner. Det er en stigning på 27 procent i forhold til 2019, ikke mindst takket være turnaround-planen for det tyske selskab, som forløber tilfredsstillende. Således blev der sidste år sparet 15 millioner kroner i omkostningerne hos Ceravis.

Også Finland er en succeshistorie. Her har opkøbet af grovvareselskabet SSO været med til konsolidere Danish Agros position som Finlands absolut største aktør i markedet med 40-50 procents markedsandel.

erik@effektivtlandbrug.dk
telefon 63 38 25 28

 

Flere butikker

Med den seneste åbning af en Danish Agro Shop i Nyborg er grovvarekoncernens andel af butikker med foder og udstyr primært til hobbymarkedet nu oppe på 22 over det ganske land.

- Og der kan meget vel være flere på vej, forudser koncernchef Henning Haahr. Generelt er der vækst indenfor hobbylandbruget, og Covid-19 har sat yderligere fokus på det koncept, hvor man holder egne dyr og dyrker sine fødevarer. Derfor oplevede vi i det forgangne år et stort opsving og dermed et tilfredsstillende resultat for vort butikskoncept.

Hobbyfoder i maskinforretninger

På spørgsmålet om, at butiksvarer også kunne blive integreret i Danish Agros maskinforretninger, er det en oplagt mulighed, som koncernchefen ser det.

- Naturligvis er der forskel på forretningernes koncept, men flere har allerede velbesøgte butikker. Derfor kunne der godt sælges kæledyrs-foder og udstyr til hobbybrug og butikkernes andre brugere.

I løbet af 2020 fik flere af Danish Agros maskinforretninger et mere synligt navnetræk, som signalerer Danish Agros ejerskab. Det skete efter ønske fra maskinforretningernes ledere, netop for at synliggøre samhørigheden samt de logistiske og andre synergi-fordele.  

eh

Virtuelle regionsmøder

Som følge af corona-restriktionerne bliver der her i marts ikke afviklet de ellers traditionelle regionsmøder, hvor de lokale medlemmer i Danish Agro a.m.b.a. kan mødes med ledelsen og kolleger over en god middag med efterfølgende information om selskabet, samt valg af delegerede.

I stedet forventes regionsmøderne afholdt virtuelt, dog uden valghandling. Oplægget er, at de delegerede fortsætter endnu et år uden valg.

Også generalforsamlingen den 3. marts forventes at blive afholdt virtuelt, hvis ikke restriktionerne – dog mod forventning – ændres.

48 millioner til medlemmerne

De 50 delegerede, som sidste år kun nåede at mødes fysisk to gange efter andelsgrovvareselskabets strukturændringer, skal ved mødet den 3. marts godkende regnskabet og kan deklarere overskud til de omkring 9.000 medlemmer på 48 millioner kroner.

Med en soliditet på over 30 procent (soliditetsgraden var uændret i 2020 på 31 procent) gives der mulighed for at sende 25 procent af overskuddet, efter minoritetsinteresserne er fratrukket, tilbage til ejerne.

- Derfor er det glædeligt, at vi i år kan udbetale 48 millioner kroner til medlemmerne, i forhold til deres samhandel med os, siger bestyrelsesformand i Danish Agro, Jørgen H. Mikkelsen.

eh

Læs også