Undgå mavesmerter hos dit nyfødte føl
Hos dyreforsikringsselskabet Agria viser skadestatistikkerne, at kolik er den næst-hyppigste diagnose blandt de føl, der får brug for dyrlægebehandling. Der kan være flere årsager til, at føl får kolik. Agrias hestedyrlæge, Jon Vedding, lister her de mest almindelige årsager op og forklarer, hvad du kan gøre for at undgå dem.

Med kampagnen #stopkolik ønsker Agria Dyreforsikring at øge og udbrede viden om, hvordan kolik kan undgås og dermed bidrage til øget hestevelfærd. Foto: Agria
Når spædbørn får ondt i maven, siger vi, at de har kolik. Sådan er det også med føl. De får også koliksymptomer, når de har smerter i bughulen.
Det oplyser Agria Dyreforsikring i en artikel, hvor der sættes fokus på kolik og ikke mindst, hvad vi kan gøre for at forebygge problematikken.
Kolik, der er en samlet betegnelse for mavesmerter, kan opstå af flere forskellige årsager. Alle heste i alle aldre kan lide af kolik – også helt unge føl.
- Koliksymptomer kan i de mange tilfælde forhindres med den rette viden, mener Jon Vedding, der er hestedyrlæge hos Agria.
Derfor ønsker Agria Dyreforsikring med kampagnen #stopkolik at øge og udbrede viden om, hvordan kolik kan undgås og dermed bidrage til øget hestevelfærd.
Tiden er afgørende
Symptomerne på kolik er noget anderledes hos føl end hos voksne heste.
Hos voksne heste viser kolik sig ofte med symptomer som mangel på appetit og uro. Hesten skraber ofte med forhovene og kigger om på bugen. Hesten lægger sig ned for at rulle, og når den rejser sig, ryster den sig ofte ikke, som en rask hest ville gøre. Ved meget voldsomme smerter kan hesten sparke op mod bugen og kaste sig rundt på jorden.
- Føl viser smerte på forskellige måder, nogle gange reagerer de meget stærkt på ingenting, og nogle gange kan de blive helt slappe og apatiske. De vil ofte lægge sig i sammenkrøllet stilling med forbenene foldet ind eller lægge sig helt om på ryggen; de forsøger at finde en position, hvor det ikke gør så ondt, og ofte skærer de tænder, forklarer Jon Vedding, der understreger, at har du et føl, der viser symptomer, bør du altid kontakte en dyrlæge:
- Når et nyfødt føl bliver syg, skal du ikke vente. Få timer kan betyde forskellen mellem liv og død, da følkolik udvikler sig meget hurtigt, fra du ser de første symptomer.