De nye regler om registrering af heste i CHR-registeret har skabt bekymring blandt hesteejere.
Pr. 31. marts kommer der nye regler om registrering af heste i CHR-registeret. Og den ændring er ikke gået stille af. På Seges Hestes facebookside har det medført mere end 1.000 kommentarer fra hesteejere, der bestemt ikke er tilfredse med de nye regler, der er sat i verden af EU for at holde styr på sygdomme hos heste.
En af dem, der har reageret på opslaget, er Susanne Andersen fra København, der har haft hest i over 20 år. For de nye regler risikerer at stille hende i en vanskelig situation, fortæller hun.
- Allerførst vil jeg gerne sige, at Seges Heste formentlig gør en helt masse rigtige ting for hesteejere, og de arbejder jo selvfølgelig også for det. Det er jo bare et spørgsmål, om det er det rigtige. Og i det her tilfælde synes jeg personligt ikke, at det er det rigtige, de gør, siger hun.
Hun drager paralleller til landbruget, og de udfordringer, som landmænd har haft i forbindelse med blandt andet kontrolbesøg.
Beskyldninger om pengemaskine
Susanne Andersen mener, at Seges Heste burde have taget en anden vej på emnet, og sat hårdt mod hårdt.
- De burde have sat myndighederne stolen for døren. Vores heste er allerede registreret i forvejen med en chip i nakken enten som »udtaget for konsum« eller »ikke udtaget for konsum«, det er noget, som hver enkelt hesteejer selv har bestemt. Så de er registreret. Der er fine muligheder for smitteopsporing, siger hun.
Susanne Andersen frygter, at de nye regler før eller siden kan sætte hende i en situation, hvor hun ikke kan beholde sin hest.
I det føromtalte facebookopslag langer flere hesteejere ud efter reglerne, og mener, at de er med til at starte en statslig pengemaskine. Det er Susanne Andersen 100 procent enig i.
- Og i og med at vi lever i en verden med inflation og alt stiger, så bliver det jo sværere og sværere for os at beholde vores heste.
Betaler først fra 2025
Hos Seges Heste, der har været i dialog med Fødevarestyrelsen i forløbet, opfordrer chef Jørgen Kold til at slå koldt vand i blodet. Han slår fast, at man fra Seges Hestes side har haft fokus på hesteejeren og hestesektoren i forløbet.
- Det er Fødevarestyrelsen, der stiller kravene i Danmark. Vi har i Seges haft fokus på, at det ikke skulle være for tungt at have med at gøre i registreringen. Og vi har i den grad haft fokus på, også i vores dialog med Fødevarestyrelsen, at det heller ikke bør være noget, der koster mange penge, siger han og fortsætter:
- Og det er faktisk sådan, at man kan registrere sig med en stald med 10 heste på et årligt gebyr på 180 kroner, som man først skal af med i 2025, hvor man betaler for 2024. Det er svært at gøre billigere, siger Jørgen Kold.
Bunder i EU-regler
Han peger på, at hverken han, Seges Heste eller Fødevarestyrelsen har kunnet ændre fundamentalt på situationen, da kravet om registrering i CHR-registeret kommer fra et helt andet sted. Nemlig EU.
- Ikke at have hestene registreret, det er ikke det, det drejer sig om i den her omgang. Det er faktisk fordi, at man skal vide, hvor hestene opholder sig af hensyn til opsporing af eventuelt smitte, hvis vi får nogle sygdomme i hestebesætninger, som vi ikke er glade for, siger Jørgen Kold.
- Så derfor ønsker EU at vide, hvor hestene opholder sig, og derfor laver de en lovramme, som så skal træde i kraft her til marts, også i Danmark. Og det er udgangspunktet for det her, og det står ret præcist, hvad EU forventer, hvad de kræver af sådan en registrering, og derfor er det ikke det store valg, myndighederne har haft, oplyser Jørgen Kold.