Sommeren er over os, og hestene er mange steder sat på græs og nyder de frie omgivelser. Agria Dyreforsikring minder imidlertid om, at sommeren også byder på flåter, giftige planter og rindende øjne.
Sommeren er i fuld gang, og både de to- og firbenede nyder den grønne, varme årstid.
Agria Dyreforsikring har på deres hjemmeside samlet ni gode råd til hesteejere, der vil sikre sig, at hesten får en god sommer.
Vedligehold dit hegn
Heste kan nemt blive viklet ind i nedslidte hegn med løs snor eller tråd, og det kan føre til alvorlige skader. Sørg derfor for, at alle dele sidder godt fast og er spændt ud - kontrollér dem gerne ofte.
Agria anbefaler, at man bruger et hegn, hvor hesten ikke kan sidde fast, og husk at fugte jorden ved hegnets jordspyd i tørre perioder. Med et godt hegn undgår du, at hesten sidder fast eller løber væk.
Pas på akut forfangenhed
Når din hest begynder at spise frisk, nærende græs, øges risikoen for forfangenhed. En af årsagerne kan være overspisning kombineret med for lidt motion - især hvis hesten i forvejen har en mere eller mindre udviklet metabolisk sygdom. Sygdommen kan udvikle sig på blot et par timer.
Agria anbefaler derfor, at hesten gradvist vænnes til at spise græs over et par uger.
Afhjælp rindende øjne
Mange heste udvikler rindende øjne i løbet af sommeren. Både fluer og stærk sol kan forårsage øjenbetændelse, der kræver behandling. Hvis din hest skeler, eller der løber tyktflydende væske fra øjnene, bør du kontakte en dyrlæge.
I nogle tilfælde er det tilstrækkeligt at anvende receptpligtige øjendråber, men oftest er der brug for en stærkere behandling. Brug gerne fluenet til din hest for at undgå irritation af dens øjne.
Tjek ofte for sårskader
Hvis din hest går udendørs hele døgnet, er det vigtigt at besøge den hver dag. Det kan let ske, at hesten får et spark eller bid af en anden hest, eller at de får udslæt fra insektbid, når du ikke er der.
Derfor er det vigtigt at tjekke dagligt, om din hest har det godt.
Giftige planter
Heste undgår normalt giftige planter, men hvis de går på nedbidt eller vissent græs, kan de blive fristet til at spise for eksempel stængler og grønne agern, der kan forårsage forgiftning og nyreskade.
Agria anbefaler, at man jævnligt sørger for at gennemgå hestens udeareal, og eventuelle giftige planter fjernes. Vær desuden opmærksom på, om der er egetræer ved udearealet, og undersøg farven på kløverne i græsset. Hvis kløverne er både hvide og rosa, kan de påvirke din hests lever, hvis den spiser dem.
Symptomerne på leverpåvirkning er generel træthed og uvilje til at bevæge sig. Alsikekløver forårsager også grimme udslæt på upigmenteret hud. En anden fare er takstræ, der er meget giftig og desværre også meget velsmagende for hestene. Hvis du har mistanke om, at din hest har spist takstræ, skal den med det samme til dyrlægen.
Sørg for solbeskyttelse
Et godt udeareal skal have vegetation, der giver hesten skygge, og det skal også gerne have områder med læ for vinden. Heste uden pigmenterede muler kan blive forbrændte i den stærke sommersol. Løsningen er den samme som for os mennesker - smør mulen med solcreme og undgå forbrændinger og eksem.
Alternativt kan du lade din hest være inde i stalden midt på dagen, hvor solen typisk er skarpest.
Giv din hest rigeligt vand
Det er vigtigt, at din hest har adgang til frisk vand døgnet rundt. Samtidig skal du også være opmærksom på, at din hest ikke drikker af andet stillestående vand, der måtte være i nærheden.
Algeforgiftning hos heste er relativt usædvanligt, men det forekommer til tider, hvis de har haft adgang til stillestående vand. Symptomerne på algeforgiftning er generel svækket tilstand og dårlig mave.
Fjern flåter
Flåter kan nemt overføre sygdommen anaplasma til heste. Symptomerne vil typisk være høj feber nogle gange kombineret med hævede ben, ændret gang og generel svækkelse. Gør det derfor til en vane at tjekke og fjerne flåter fra din hest.
Jo længere flåten har kontakt med din hest, jo større er risikoen for, at den overfører infektionen. Agria anbefaler, at dyrlægen kontaktes, hvis der er mistanke om anaplasma. De fleste heste kommer sig heldigvis hurtigt, efter behandlingen startes.
Forebyg insektbid og eksem
Heste bliver bidt af insekter i løbet af sommeren. Nogle hesteracer er mere udsatte end andre i forhold til bid, og for nogle kan bid udvikle sig til sår eller eksem.
Du kan forebygge insektbid med for eksempel insektspray.