Dronninger sørgede for nostalgihøst

Ni Dronningborg-mejetærskere og andre veteraner spandt lystigt igen i år på Keld Thomsens marker ved Søndersø, hvor Motor Veterantraktor Klubben Fyn fik hvedehøsten i hus - helt som i de gamle dage.

Langs hvedemarken i Askeby var der opstillet borde og stole til de hårdtarbejdende mænd, hvor konerne stod klar med både frokost, kaffe og en kold øl at skylle ned med.

Traditionen tro kunne man igen i år opleve høsten som i gamle dage hos Keld Thomsen ved Søndersø på Nordfyn. Her kørte Nuffield-traktorer og Dronningborg-mejetærskere ud i hveden og høstede, som man gjorde det i 1960’erne, inden maskinerne blev selvkørende og bedrifterne skulle være store og sammenlagte.

Det blev til godt 50 hektar på to-tre dage ved Askeby, og med til høsten var over 50 mennesker, som kom og nød synet af de flotte, velkørende maskiner, fik en bid brød og en høstsnak i sommervejret.  

Det var Motor Veterantraktor Klubben Fyn, der igen i år mødtes for at høste med de gamle maskiner, som også udgjorde et par Volvo’er og en Ford Dexta. Omkring 15 medlemmer skiftes til at køre og nørde i klassikerne.

Se reportagen og video fra høsten i næste uges LandbrugFyn. Avisen kan allerede ses her på hjemmesiden fra lørdag morgen.

Læs også