Et nyt koncept, StoltLandmand, skal hjælpe landmændene med at styrke fortællingen om sig selv og landbruget.
Et nyt kommunikationskoncept, StoltLandmand, er designet til at imødekomme den frustration, som mange landmænd føler over manglende forståelse fra omverdenen.
- I min optik er manglende forståelse fra omverdenen et problem, der bliver større og større. Dansk landbrug fylder meget i landskabet og spiller en central rolle i danskernes hverdag. Men omvendt er færre og færre danskere tæt på landbruget. Denne afstand kan være grobund for misforståelser, forklarer Søren Møgelvang Nielsen, tidligere kommunikationsdirektør i Danish Agro og med-initiativtager til StoltLandmand.
Den anden initiativtager til StoltLandmand er administrerende direktør i AgriKom, Jacob Teilmann Andersen. Han peger på, at tidligere generationer i landbruget sjældent har været nødt til at forklare sig selv, men at det i dag er nødvendigt.
Brug din egen fortælling
Det nye initiativ skal netop hjælpe landmanden med at kommunikere effektivt og aktivt for at forbedre omverdenens forståelse.
- Alle landmænd har deres egen fortælling, som gør dem vigtige. Det kan både være gennem bidrag til lokalsamfundet, nyudvikling i branchen eller meget andet, siger Jacob Teilmann Andersen.
Med navnet StoltLandmand ønsker de to kommunikationseksperter at afspejle den passion og stolthed, som de ved, at de fleste landmænd allerede føler for deres arbejde.
Barrierer skal overvindes
Alligevel oplever de, at mange landmænd kan have svært ved at udtrykke denne stolthed.
- Jeg kender rigtig mange landmænd, og de er alle sammen passionerede og stolte over det, de laver. Men ofte kan der være barrierer, som gør det svært at formidle denne stolthed, siger Søren Møgelvang Nielsen og tilføjer:
- Landmanden sidder jo ikke med et stort sekretariat af kommunikationsfolk. Netop derfor ønsker StoltLandmand at skabe et netværk og en ressourcebase, hvor landmænd kan dele erfaringer og styrke deres kommunikationsstrategier.
- Vi har brug for stolte landmænd til at genopbygge tilliden til erhvervet, lyder det fra de to initiativtagere.