Maliks millionudgifter

Landets forsikringsselskaber har haft travlt, siden stormen Malik huserede.

Efter stormen Malik blæste over Danmark for nylig, har telefonlinjerne været rødglødende hos landets forsikringsselskaber, og hos forsikringsselskabet Codan begynder man at kunne ane det samlede beløb til skadeudgifter for sig.

Der er foreløbig registreret 1.835 skader hos Codan, hvoraf størstedelen var til den lettere side. Baseret på en forventning om at antallet af skader når op på 2.500-2.700, anslår forsikringsselskabet, at det totale beløb til skadeudgifter bliver 30-35 millioner kroner, mens den gennemsnitlige skade forventes at være på 12.000-14.000 kroner.

De hyppigste skader kunderne i Codan ringer ind med, er knuste drivhuse, mindre tagskader samt væltede hegn og havetrampoliner. Der er kun registreret enkelte større skader på blandt andet gavle og skader som følge af væltede træer.

For skadedirektøren i Codan, Henrik Bundgaard, er det naturligvis en lettelse at stormen ikke blev så slem som først antaget, men det bør ifølge ham også tjene som et varsel om det vejr, vi fremover kan forvente.

- Det lader heldigvis til, at stormen Malik ikke blev så slem, som vi frygtede, da den først blev varslet. Det er vi selvfølgelig lettede over - både på vores egne, men først og fremmest vores kunders vegne, siger han og forsætter:

- Med det sagt så håber jeg, at danskerne nu indstiller sig endnu mere på at storme som Malik – og de som er værre – bliver langt hyppigere i takt med, at vi fremover vil se vildere vejr som en konsekvens af klimaforandringerne.

Læs også