Kæmpe uforløste værdier i den danske biomasse
På trods af svære dilemmaer og modstridende interesser er det lykkedes Brancheforeningen Genanvend Biomasse at samle de toneangivende aktører på LOOP-konferencen med budskabet om, at vi i det danske samfund skal recirkulere mere, recirkulere bedre og recirkulere sikkert.

Vi skal passe på, at forsigtighedsprincipperne ikke bliver en barriere for mest mulig og bedst mulig ud af de biologiske materialer, siger Bjarne Foged Larsen der er formand for Genanvend Biomasse. Foto: Alexander Dornwirth.
Økologisk eller konventionelt? Land eller by? Energi, foder eller gødning? Naturlig eller raffineret?
Interesserne er mange, når det handler om recirkulering af værdierne i den danske biomasse som madaffald og spildevandsslam.
Men det er lykkedes Brancheforeningen Genanvend Biomasse at samle de toneangivende aktører på LOOP-konferencen.
Budskabet er, at vi i det danske samfund skal recirkulere mere, recirkulere bedre og recirkulere sikkert.
- Vi er kommet ganske langt med recirkulering af biomasse i Danmark. Men det går for langsomt med at få det hele med og sætte en klar retning for, hvor og hvordan vi får mest ud af materialet og tilgodeser alle aktører. På LOOP vil vi gerne tydeliggøre, hvor stort behovet er for at få mere og bedre recirkulering. Vi ønsker, at dansk landbrug og fødevareindustri bevarer førertrøjen på i et bæredygtigt, biologisk kredsløb, siger Bjarne Foged Larsen, der er formand for Genanvend Biomasse.
Ifølge Bjarne Foged Larsen er overdreven forsigtighed hos kommuner og myndigheder en af barriererne for at få mere organisk affald i spil på den bedste måde.
- Dansk miljølovgivning er en af de strengeste i verden. Den sikrer menneskers og dyrs sundhed, vores grundvand og andre miljøpåvirkninger. Sådan skal det være, vi skal ikke løbe risici. Men vi skal også passe på, at forsigtighedsprincipperne ikke bliver en barriere for mest mulig og bedst mulig ud af de biologiske materialer. Det vil vi gerne diskutere på konferencen, siger Bjarne Foged Larsen, der på konferencen blandt andet vil argumentere for jordens robusthed gennem resultaterne af et markforsøg gennemført af Københavns Universitet nu på 21. år.
LOOP-konferencen finder sted 27. april.