Vil demonstrere mod Baltic Pipe-projektet
Lørdag formiddag vil rådhuspladsen i Odense blive befolket af landmænd, miljøfolk og andre, der er stærkt utilfredse med myndighedernes Baltic Pipe-projekt, som skal føre fossil energi igennem gasrør på tværs af Danmark.

En af de landmænd, der vil deltage i demonstrationen mod Baltic Pipe-projektet lørdag formiddag, er Stig lensgreve Bille-Brahe-Selby, Rønningesøgaard på Fyn, der får to kilometer af gasledningen igennem sine marker. Arkivfoto
Rådhuspladsen i Odense – også kaldet Flakhaven – vil lørdag kl. 11 blive indtaget af landmænd, miljøfolk og andre, der er stærkt utilfredse med myndighedernes Baltic Pipe-projekt, som skal føre fossil energi igennem gasrør på tværs af Danmark.
En af landmændene er Stig lensgreve Bille-Brahe-Selby, Rønningesøgaard på Fyn, der får to kilometer af gasledningen igennem sine marker. Det vil berøre i alt seks hektar jord, fortæller han.
Den fynske landmand nærer intet håb om at få stoppet anlægget af ledningen, men føler sine rettigheder så meget trådt under fode, at han møder op lørdag, selvom han ellers aldrig deltager i demonstrationer.
- Jeg forventer ikke at kunne stoppe projektet nu. Det må jeg sige. Jeg går mere med for at støtte protesterne og råbe nej tak, lyder det fra Stig lensgreve Bille-Brahe-Selby, som er med i det såkaldte Stenderup-initiativ, som er en gruppe lodsejere, der via en advokat forsøger at føre en dialog med det statsejede selskab Energinet om gasledningen. Indtil videre ikke med den store succes.
- Energinet argumenterer med, at gasledningen anlægges for almenvældets skyld, idet forbrugerne angiveligt får en lettelse på gasregningen. Men de har ikke dokumenteret det. Reelt har ledningen ikke noget at gøre med Danmark. Det er en aftale mellem Polen og Norge om levering af naturgas. Og vi kan konstatere, at det er billigere at lægge gasledningen på land i stedet for i havet, så man har valgt at lade det gå ud over 550 lodsejere, fortæller lensgreven, som mener, at beslutningen om at anlægge ledningen strider mod grundloven.
Lav erstatning
Samtidig frygter han, at arbejdet med ledningen vil ødelægge hans våde marker – uden at han får godtgjort det øgede udbyttetab, m.v.
- Vi har i forvejen en ledning fra Dong liggende fra 1982, og der kan vi stadig måle udbyttenedgang. Det står slet ikke mål med de lave erstatninger, man kan få, lyder det fra lensgreven, der også undrer sig over, at man i disse klimafokuserede tider, hvor Danmark har et mål om at blive et fossiltfrit samfund i 2050, laver et projekt med fossilt brændstof 30-40 år frem.
- Det er vores pligt som borgere i et demokratisk land at vise vores utilfredshed, lyder det i en pressemeddelelse fra initiativtagerne: Baltic Pipe Nej Tak, Extinction Rebellion, Bedsteforældrenes Klima Aktion Fyn, Danmarks Naturfredningsforening, Odense Mellemfolkeligt Samvirke, Odense Oprørte og berørte lodsejere.
Demonstrationen slutter kl. 12.30.
Fakta om Baltic Pipe-projektet
- Baltic Pipe er et EU-støttet gas-projekt, hvor det danske energiselskab Energinet samarbejder med det polske Gaz-System S.A. om at anlægge en gasledning, der skal transportere 10 milliarder m3 gas om året fra Norge på tværs af Danmark til Polen
- Den danske stat står til at betale halvdelen af de 12 milliarder kroner, projektet er budgetteret til
Kilde: Initiativtagerne til demonstrationen