Trods interesse fra flere sjællandske landmænd er det på en ekstraordinær generalforsamling i K&H Fyn ApS besluttet at stoppe planerne om en kartoffelmelsfabrik på Fyn.
KARTOFFELMEL Siden idéen om en kartoffelmelsfabrik på Fyn blev lanceret i foråret 2018, har en håndfuld fynske landmænd arbejdet intenst på at skabe det nødvendige grundlag.
I første omgang tegnede 47 landmænd fra Fyn og Sjælland anparter og indbetalte hver 10.000 kroner til forundersøgelser til projektet. Samlet bød de ind med omkring 1.500 hektar melkartofler, og siden har der været afviklet flere informationsmøder og nye tegningsrunder for at skabe det tilstrækkelige produktionsgrundlag på mindst 6.500 hektar til en fabrik med et anlægsbudget på 570 millioner kroner.
En ekstra tegningsrunde i dette efterår gav tilsagn for yderligere 2.500 hektar fra dyrkere fra både Fyn og Sjælland, men trods en forlænget frist er det ikke lykkedes at nå højere end godt 4.000 hektar fra omkring 85 interesserede kartoffelavlere.
- Det er brandærgerligt. Det kunne have blevet et rigtigt spændende samarbejde i fynsk landbrug. Men desværre viser det, at fynboerne ikke var nok interesserede eller ikke ville se denne mulighed for en attraktiv højværdiafgrøde, konkluderer planteavler Lau Hvid Hansen, Farstrupgård i Hårslev på Nordfyn, som talsmand for bestyrelsen i selskabet K&H Fyn ApS.
Del af indskud tilbagebetales
Selskabet vil nu blive afviklet, og de 47 anpartshavere vil få en del af de indskudte 10.000 kroner tilbagebetalt.
- Vi har dog gemt alle vores notater, hvis andre på et tidspunkt vil i gang med noget tilsvarende, lyder det lakonisk fra talsmanden for initiativtagerne.
Lau Hvid Hansen, der sammen med 14 kollegaer lagde projektet i graven ved en ekstraordinær generalforsamling, mener dog ikke, at de mange timer har været spildt.
- Det har åbnet for, at fynske landmænd har kunnet købe rettigheder til leverancer til jyske kartoffelmelsfabrikker. Den mulighed kom – pudsigt nok – umiddelbart efter, vi lancerede vores planer.
Samtidig har gruppen under arbejdet med projektet mødt mange spændende personer, også uden for erhvervet.
- Det gælder blandt andet fra de fynske kommuner og forsyningsselskaber, hvor der har været meget stor velvilje, fortæller Lau Hvid Hansen.