Klimaatlas kortlægger klimaforandringer
Hvordan bliver Danmarks klima frem mod slutningen af dette århundrede, hvis verden holder sig under Parisaftalens øverste grænse på to grader? Det viser DMI’s Klimaatlas nu helt ned på kommuneniveau, hvor gevinsten ved en global reduktion af udledninger af drivhusgasser tydeligt afsløres.

En reduktion i udledningen af drivhusgasser vil blandt andet byde på færre skybrud og knap så voldsomme stormfloder.
DMI’s Klimaatlas kan som noget nyt vise, hvordan klimaændringerne rammer Danmark, hvis den globale opvarmning holdes under to grader. Parisaftalens målsætning er at holde den globale opvarmning godt under 2 grader, helst 1,5 grader i forhold til det førindustrielle niveau.
- DMI’s Klimaatlas viser gevinsten for det danske klima, hvis den globale opvarmning begrænses til maksimalt to grader. Jo mere vi begrænser den globale opvarmning, des mere kan vi begrænse de negative effekter af klimaændringerne som voldsommere skybrud og stormfloder – og hermed også skaderne fra ekstremt vejr og omkostningerne til klimatilpasning i Danmark. Med klimaatlas får kommunerne og alle, der arbejder med at klimatilpasse Danmark, nu et robust beslutningsgrundlag, siger Adrian Lema, der er afdelingschef for Nationalt Center for Klimaforskning på DMI.
Klimaatlas er desuden opdateret med nyeste viden om havniveaustigninger på baggrund af nyeste hovedrapport fra FN’s Klimapanel, IPCC. Opdateringen leder til en mindre justering på et par centimeter i det bedste bud på fremtidens havniveau i forhold til de tidligere værdier i Klimaatlas samt et mere robust usikkerhedsinterval, som er særligt relevant for de aktører, der arbejder med klimatilpasning.
Gør det abstrakte håndgribeligt
- Begrebet klimaforandringer kan forekomme abstrakt, for hvordan vil et to, tre eller fire grader varmere klima egentligt mærkes? Svaret er langtfra simpelt, for klimaforandringer påvirker ikke blot temperaturen, men også mængden af nedbør og vandstanden i verdenshavene. I Klimaatlas zoomer vi ind på Danmark og viser, hvordan det danske klima vil ændre sig i forskellige klimascenarier helt ned på kommuneniveau, siger Mark R. Payne, der er faglig leder af Klimaatlas hos Nationalt Center for Klimaforskning på DMI.
DMI’s Klimaatlas indeholder data for forventede temperaturer, nedbør, vandstande og stormfloder i det fremtidige danske klima. Data omfatter bl.a. et kvalificeret bud på, hvor meget temperaturen og vandstanden vil stige, samt hvordan mængden af nedbør og størrelsen af stormfloder og skybrud ændres.
Klimaatlas er resultatet af et omfattende sæt klimamodel-beregninger fra et stort internationalt samarbejde, der er baseret på forskellige scenarier for den fremtidige globale udledning af drivhusgasser.
Du kan se parametre og scenarier her.