Dommedag er over os. Eller det er i hvert fald tæt på.

Sådan har mennesket sagt i årtusinder. Men indtil videre er ingen af dommedagsprofeterne gået i opfyldelse. Men den næste – klima-dommedagen – den er nært forestående. Er den ikke?

Ikke nødvendigvis hvis man spørger Hans Jørgen Madsen. Selvudnævnt klimadebattør, som i en ny bog debatterer med sig selv.

Klimadebatten fører han i en ny bog, han har udgivet på eget forlag. Det sker i håbet om bedre at kunne forstå tidens klimadebat. »CO2 – En pille mod panik« hedder bogen, som er et både alvorligt og til tider morsomt indspark i klimadebatten.

Ensidig debat

I bogen lægges der ikke skjul på, at CO2- og klimadebatten føres under to øjne. Nemlig forfatterens. Men det er ikke meget anderledes, end tilfældet er med den klimadebat, der føres andre steder.

For i den globale klimadebat er der kun plads til dem, der tilslutter sig Greta Thunberg, FN og FN’s klimapanel. Ingen politikere eller forskere levnes plads til tvivl eller modstridende klima-argumenter, der kan udfordre og diskutere, hævder forfatteren.

Selv nutidens vejrudsigter i tv er gennemsyret af klimadagsordenen. Og det skønt klima og vejr er to vidt forskellige ting. Men dagsordenen er sat. Og ingen tør udfordre den af frygt for at miste job, vælgere eller forretning.

Grundtanken hos dommedagsprofeterne er, hævder forfatteren, at mennesket overtog en jomfruelig jordklode, og siden da har mennesket ikke lavet andet end at ødelægge den. Og ve den »klimabenægter«, der udfordrer CO2-tesen, som danner grundlag for verdenshistoriens hurtigst voksende ideologi. En klimaideologi og CO2-forskrækkelse, som, hævder forfatteren, er historisk stærk, og som har givet FN, politikere og organisationer enorm magt over verdens mennesker.    

Ukritisk CO2-fokus

Væk er de kritiske briller. Væk er kritikken fra de forskere, som hævder, FN tilbageholder viden. Alt imens FN uimodsagt hævder: »Were on a highway to climate hell«, pointeres det i spalterne.

Debatten i offentligheden er fuldstændig ensidig. Og stiller man spørgsmål, der udfordrer det »vedtagne« klima-enevælde, og tillader man sig at være i tvivl, er man på den »sorte liste«. Helt bogstaveligt, påpeges det i bogen.

Der er kun fokus på CO2 i klimadebatten, hævder forfatteren og pointerer for eksempel, at debatten er renset for argumenter om Solens betydning for klimaet. Og han efterspørger en plan for, hvad vi gør, hvis Solen påvirkning af Jordens temperatur øges. Eller aftager. Hvad, hvis det en dag bliver koldere på Jorden – hvad gør vi så – udleder vi så mere CO2 for at hæve temperaturen, lyder det.  

Grønnere Jord

Ingen nævner, hedder det videre i bogen, at kloden er blevet 15 procent grønnere siden 1980’erne, hvor CO2-debatten tog fart. Ingen nævner, at afgrøder trives bedre, når mængden af CO2 øges, lyder det i debatbogen.

Ingen fremhæver det faktum, at CO2 er forudsætningen for alt liv på Jorden, fordi alle planter er afhængige af CO2. Ingen fortæller de klimabekymrede unge, at CO2 simpelthen er forudsætningen for, at de unge mennesker kan leve.

Der er heller ingen, som forklarer de klimaangste, at fossile brændstoffer er en gave, de unge har fået af de foregående generationer. Og at hvis de ikke havde fået gaven, havde verden og de unges liv set meget anderledes ud.

»Brug gaven fornuftigt, mens du udvikler noget bedre til dine egne børn«, pointeres det i den eftertænksomme og tvivlende debatbog om debatklima, klima og CO2, hvor Hans Jørgen Madsen fører en fin, lille debat med sig selv. Og med alle andre, der har lyst til at læse med.