Modstanden mod at indse, at man selv er en del af problemet, er massiv. Gælder det også mig?
Jeg læser for tiden bogen »Enden på verden, som vi kender den« af den norske forfatter Erlend Loe. Bogen handler om en mand, Doppler, der har levet nogle år i en skov med elgen Bongo. Nu forsøger han at komme tilbage til den familie, han forlod til fordel for skov og elg.
Det er mere end svært for ham, men det er fantastisk underholdende (og tankevækkende) for mig.
Undervejs i bogen skriver forfatteren ordene: »Modstanden mod at indse, at man selv er en del af problemet, er massiv«, som jeg altså har tyvstjålet ovenfor.
Det er en sætning, som kan læses på mange måder. Min første overskrift på denne klumme var: »Er DU en del af problemet«, for det er jo desværre sådan, at jeg i reglen tænker, at andre kan gøre det bedre, mens jeg selv jo gør det, så godt jeg kan.
Brok på sociale medier
Det er desværre en sandhed med modifikationer. Der er lidt for mange områder, hvor jeg nok må erkende, at jeg er en del af problemet. Og hvor jeg med en egentlig ganske beskeden indsats kunne gøre det bedre. Rengøring og oprydning er de åbenlyse eksempler, men der er desværre nok ganske mange flere.
Jeg fortæller for eksempel ofte mine unger, at de er verdensfjerne, når de kigger på deres rådne telefoner i stedet for at tale og hygge sig med mig. Deres skærmtid er desværre ikke større end min egen.
Når jeg er på sociale medier, ærgrer det mig ofte, når folk brokker sig over dette eller hint, men hvis jeg læser mine egne kommentarer igennem, er det som oftest desværre også ting, jeg ser fejl og mangler i, jeg kommenterer på. Sjældnere giver jeg ros med andet end like-knappen.
Jeg er altså desværre et mangelfuldt menneske i mange henseender. Men når nu har jeg erkendt det, er jeg måske ikke længere end del af problemet.
Er du?