Anna-Emilie Most Rasmussen skriver i dette indlæg, hvordan avlshoppens fordring påvirker føllet, ligesom hun giver oplysninger om muk hos heste.
Forskning viser, at et føls udvikling kan påvirkes af hoppens kost, allerede inden hoppen ifoles samt i de tidlige drægtighedsmåneder. Men det er især de sidste tre måneder af drægtigheden, der er kritiske for føllets udvikling.
Føllets vækst øges eksponentielt de sidste tre måneder af drægtigheden. Derfor bør man tilføre hoppen ekstra energi, protein samt især calcium og fosfor i denne periode.
Naturen er dog så heldigt indrettet, at hoppen deponerer vigtige sporstoffer i føllets lever i den sidste del af drægtigheden. Herved får føllet et mindre lager af sporstoffer til den første kritiske tid, hvor det udelukkende lever af mælk fra hoppen.
Hoppens mælk indeholder ikke store mængder sporstoffer. Det er derfor altafgørende, at føllet har fået lagret disse op inden fødslen. Efter et par uger begynder føllet at interessere sig for hoppens foder og kan herefter selv indtage vigtige næringsstoffer.
Forskningen viser også, at den drægtige hoppes energiindtag har betydning for føllets udvikling – for eksempel dets evne til at regulere insulin.
Den drægtige hoppe må således ikke overfodres og blive overvægtig. Genetik og race spiller også ind. Derfor bør man altid tjekke indholdet af det drægtighedsfoder, hoppen fodres med.
Risiko for muk
Våde og mudrede folde giver øget risiko for muk hos heste. Muk er en betegnelse for infektion nederst på hestens ben, som kan være forårsaget af bakterier, svampe eller mider. Det er dog ofte bakterien Dermatophilus Congolensis, der er skyld heri.
Man kan forebygge muk ved at holde hestens ben rene og tørre. Det rette foder spiller også ind i forhold til at undgå muk. Det er således vigtigt, at hesten er dækket ind med vitaminer og mineraler – særligt zink og kobber er vigtige.
Har man problemer med muk, så prøv for eksempel Equsana Premium vit, der kan gives som kur og virker som depotopfylder. Eller Equsana Iceland vit med højt indhold af zink og kobber.
Det er en fordel at bruge en depotopfylder fremfor en ren zink-kur, da man på denne måde kan sikre et korrekt afstemt forhold mellem zink og kobber.