450 stande: Roskilde Dyrskue melder nu udsolgt

Efterspørgslen på stande har været større end normalt. Det betyder, at Roskilde Dyrskue kan melde udsolgt til dette års dyrskue.

Dette års dyrskue finder sted fra den 31. maj – 2. juni på Dyrskuepladsen, Darupvej 19 i Roskilde. Arkivfoto

Når Roskilde Dyrskue åbner portene til en weekend fyldt med flotte dyr, landbrugsmaskiner, fødevarer og en masse aktiviteter for både børn og voksne er det med stor opbakning fra nye som tidligere udstillere. Efterspørgslen på stande til Roskilde Dyrskue har overgået forventningerne, og det er med stor glæde, at Roskilde Dyrskue kan meddele, at samtlige standarealer till årets begivenhed er udsolgt.

- Vi er meget glade for den overvældende interesse, som virksomheder og udstillere har vist for Roskilde Dyrskue i år, og den store tilslutning betyder, at dyrskuet i år har over 450 stande fordelt rundt omkring på hele Dyrskuepladsen, siger salgskoordinator Niels Mathiasen.

Dyrskuet kan blandt andet bryste sig af et nyt Street Food område med lækker mad fra alle verdenshjørner, og der er kommet havetraktortræk på programmet. Området med Fremtidens Håndværkere får besøg af 22 erhvervsuddannelser, som skal vise deres håndværk frem, og på Maskingårdspladsen vil der blive stillet skarpt på temaet energi, hvor blandt andet Biogas.d kommer og formidler processen i biogasanlæg.

50 flere heste

På alle gårdspladserne zoomes ind på dansk landbrug og formidler i øjenhøjde for både store og små med en masse aktiviteter og oplevelser, hvor man blandt andet kan røre ved koens dissekerede yvere, se grisens lunger i aktion, lave sine egne halmballer, male korn og meget meget mere.

Den store udvidelse af maskinudstillingen fra sidste år fortsætter, og fødevareudstillingen i Spisekammeret har vokseværk og udvider med nye udendørs stande.

Dyretilmeldingerne er endnu ikke afsluttet, men der er tilmeldt 50 flere heste end sidste år, så Roskilde Dyrskue er nu oppe over 300 heste. Derudover er der de mange heste i Det Store Hesteshow, der løber af stablen flere gange dagligt i løbet af weekenden.

Dette års dyrskue finder sted fra den 31. maj – 2. juni på Dyrskuepladsen, Darupvej 19 i Roskilde.

Vi er meget glade for den overvældende interesse, som virksomheder og udstillere har vist for Roskilde Dyrskue i år, og den store tilslutning betyder, at dyrskuet i år har over 450 stande fordelt rundt omkring på hele Dyrskuepladsen.

Niels Mathiasen, salgskoordinator

Læs også