Landmand: - Vi tumler alle med store spørgsmål i en usikker tid

Ved et arrangement på Folkehjem den 21. september bliver der sat ord på menneskers og familiers mange udfordringer i en tid, hvor mange trusler synes at komme tæt på.

Klimaet ændrer sig, og det sker ikke af sig selv. Vores levevis er den største årsag, og derfor har vi som mennesker et ansvar, da vores livssyn i bund og grund bestemmer vores adfærd.

Det mener TV-meteorolog Mikael Jarnvig, og han er klar til at fortælle mere om dette ved et stort arrangement på Folkehjem i Aabenraa lørdag den 21. september, hvor emnerne er mennesker, trivsel og meningen med tilværelsen.

Et tilskud fra Borg-fonden har gjort det muligt at samle en række spændende personer til en dag med titlen »Fællesskab på Tværs«, som handler om livet og meningen med tilværelsen.

Arrangementet er for alle - også familier med børn. En af oplægsholderne er Merete Dalsgaard, som er projektleder og fagkonsulent på Center for Digital Pædagogik. Hun har et særligt fokus på betydningen af det gode liv og værdier som rettesnor i familiens digitale liv:

- Der er lige nu så mange anbefalinger vedrørende den digitale opdragelse, at det kan overdøve forældres egen fornemmelse for, hvad der er vigtigt i familielivet, mener hun.

Forfatter og tidligere sygehuspræst Preben Kok vil også være til stede og fortælle om, hvordan nyttig viden, fortællinger og erfaringer gives videre til de næste generationer. Dette kaldes arvegods. Men de yngre generationer lever i en individualistisk livsstil, hvor de fleste ønsker at være unikke. Dermed glemmes mange af disse ledsagehistorier, og de kommer til at mangle, når livet brænder på.

Kirken har ikke patent

En gruppe mennesker med tilknytning til forskellige kirkelige kredse i Tønder og Aabenraa-området i Sønderjylland har fundet sammen og tilrettelagt arrangementet. En af dem er landmand Michael Sangild fra Tågholm vest for Rødekro, og han understreger, at arrangementet ganske vist har et kirkeligt udgangspunkt, men at det absolut er for alle:

- Vi skal slet ikke proppe holdninger ned i halsen på hinanden, men vi vil gerne skabe et rum for bredt fællesskab. Kirken har bud på meningen med tilværelsen, men kirken har ikke patent på det. Alle kan deltage i samtalen, når vi tager en række aktuelle emner op ud fra nøgleord som liv og død, værdier, holdninger, livssyn og viden. Det kan vi alle være med til, uanset hvem vi er, siger Michael Sangild.

- Vi lever i en verden med krig og usikkerhed, og det får mange til at tænke mere over tilværelsen og over, om vi lever et overfladisk liv med alt for hurtige konklusioner. Skal mobiltelefonen styre dit liv, og hvordan kan vi som mennesker forholde os til, at klimaet ændrer sig? Det er spørgsmål, vi alle tumler med i dagligdagen og har svært ved at håndtere, og ved dette arrangement håber vi at få sat ord på det, så vi kan leve livet med en god ballast. Der er plads til alle uanset alder, livssyn og baggrund, siger Michael Sangild.

Klovn skaber glæde

Andre oplægsholdere er journalist og forfatter Charlotte Rørth, som fortæller om sin drøm om at gøre samtaler om tro mere naturlige og nærværende. Hun vil også fortælle om sit syn på, hvad fællesskaber er, og hvordan de kan styrkes.

Desuden er Mattias Stølen Due, som er psykolog og direktør for Center for Familieudvikling i København, også en af oplægsholderne. Han har udgivet bogen »Pas på parforholdet« og har hjulpet mange til bedre kommunikation og trivsel i parforholdet, blandt andet gennem et Par-tjek-kursus, udviklet sammen med forskere fra Aarhus Universitet.

Til glæde for børn og barnlige sjæle kommer Henrik Rasmussen med cirkusklovnen Tapé. Et en-mands cirkus, som er et herligt mix af komik, jonglering, mime og musik.

Fællesskab på Tværs afholdes på Folkehjem i Aabenraa lørdag den 21. september kl. 14-21. Prisen er 200 kr. inklusive middag, og det er gratis for børn i alderen 0-12 år. Følg med i arrangementet samt tilmelding via Facebook.

Læs også