Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum, der ligger lige på toppen af Jyllands næse på det nordlige Djursland er museum for alle de 730 danske herregårde, og alt hvad dertil hører af herskab og tjenestefolk, bygninger og arkitektur, skove og marker, haver og kulturlandskab, indretnings- og boligkultur, malerkunst og møbler og meget andet.

Alligevel modtager Gammel Estrup et meget lavt offentligt tilskud, der ikke dækker de mange forpligtelser, museet har ifølge museumsloven. Ikke mindst museets forskningsarbejde, der varetages af Dansk Center for Herregårdsforskning, er under pres, lyder det i en pressemeddelelse fra museet:

- I 2019 fik museet glædeligvis det nationale ansvar for at forske i og formidle alle de danske herregårdes historie. Men der fulgte desværre ikke ekstra statsmidler med til at understøtte den udvidede opgave, siger museumsdirektør Kasper Steenfeldt Tipsmark og fortsætter:

- Forskningen i de danske herregårde og alt det gode arbejde, der bliver gjort med at formidle forskningen i udgivelser, via internationale netværk og på den populære hjemmeside www.danskeherregaarde.dk er i dag kun muligt takket være private fondsmidler. Den nuværende fondsbevilling udløber med udgangen af 2023. Det er derfor af afgørende betydning, at regeringen nu går ind og løfter det nationale ansvar, hvis ikke Dansk Center for Herregårdsforskning skal lukke og slukke, siger han.

Statsstøtte i forhold til forpligtelser

Gennem Museumsloven har alle statsanerkendte museer fem overordnede forpligtelser, hvorudfra de skal varetage deres respektive ansvarsområder. I den forbindelse er forskning en central forpligtelse på linje med indsamling, registrering og bevaring af historiske genstande samt formidling af historien til befolkningen.

Statsstøtten bør ifølge museumsdirektøren svare til omfanget af de særskilte ansvarsområder og varetagelsen af de dertil knyttede forpligtelser.  

- Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum har det nationale ansvar for de danske herregårdes samlede historie. Vi er en højt specialiseret vidensinstitution, som bygger al vores formidling på solid forskning og løfter størstedelen af vores nationale ansvar gennem Dansk Center for Herregårdsforskning. Vi udfører en statsligt tildelt opgave. Derfor er der ingen rimelighed i, at centerets drift må bero på private fondsmidler og i sidste ende kan stå til at lukke, hvis der ikke findes en løsning gennem en reform af det statslige støttesystem på museumsområdet, lyder det fra museumsdirektøren, der mener, at det er en alvorlig situation.

- Hele situationen truer meget alvorligt vores muligheder for at levere vores kerneydelse til gavn for offentligheden, og det vil være et tab – ikke mindst for danskerne, som så i sidste ende mister en væsentlig del af deres historie og identitet, siger Kasper Steenfeldt Tipsmark. 

Fakta om Gammel Estrup  

  • Gammel Estrup er en af Danmarks bedst bevarede renæssance-herregårde. Gammel Estrup var i mere end 600 år i samme families eje.  

  • Museet blev oprettet i 1930. Danmarks Herregårdsmuseum er i dag et statsanerkendt specialmuseum. Museet beskæftiger sig med de godt 730 danske herregårde. Museet er en selvejende institution. 

  • Gammel Estrups udstilling rummer en række enestående interiører for herskab og tjenestefolk fra omkring år 1500 og frem til første del af 1900-tallet. Desuden kan man opleve et helstøbt kulturmiljø med historiske haver, driftsbygninger og arbejderboliger. 

  • Gammel Estrup er hjemsted for det nationale forskningscenter Dansk Center for Herregårdsforskning. Centeret er tovholder på det europæiske Encounter (European Network for Country House and Estate Research).

  • Museet afholder årligt en række store arrangementer herunder 1700-talsfestivalen, allehelgensaften og juleaktiviteter i forbindelse med udstillingen »Jul for herskab og tjenestefolk«. 

  • Gennemsnitligt er besøgstallet knap 100.000 om året (sammen med nabomuseet Det Grønne Museum). Gammel Estrup har desuden over en halv million besøgende online hvert år. 

  • Personalet består af cirka 15 personer – heraf 8 fastansatte. Gammel Estrups frivillignetværk har cirka 150 medlemmer.