Leverandører til Arla kan i 2026 opnå yderligere et point i FarmAhead Check, hvis græsarealet er minimum 0,2 hektar pr. ko, og græsmarkerne etableres med mindst fem arter, heraf mindst et græs, en bælgplante og en urt. Sådan skriver Landbrugsinfo på deres hjemmeside.

De mest afprøvede urter er lancet vejbred, cikorie og kommen.

De økologiske forsøg viser, at især lancet vejbred kan øge udbyttet og varigheden i græsmarken og desuden reducere ukrudtstrykket.

Ikke for stor andel cikorie

Varigheden af cikorie er et til to år, så indtil videre anbefales ikke for stor andel cikorie, hvis græsmarken skal ligge i mere end to brugsår, lyder det.

Der er endnu ikke afsluttet konventionelle forsøg med urter i græsmarker, men de foreløbige resultater af 1. og 2. slæt viser, at iblanding af 10 procent cikorie eller lancet vejbred ikke har påvirket udbyttet eller foderværdien.

- Da udsæden af urter er relativ dyr (100-200 kroner pr. kg), anbefales kun iblanding af 0,5-1,0 kg pr. hektar, indtil der foreligger forsøgsresultater, som underbygger en større anvendelse, anbefaler Seges Innovation, og gør opmærksom på, at de fleste urter ikke tåler kemisk ukrudtsbekæmpelse.

Kvæg