Mærker interesse for sandseparering
Hollandske Mavasol oplever god interesse for sandseparering blandt danske landmænd, som de snart håber at kunne gøre endnu klogere på en såkaldt »Insight Day«.

Lige nu har Mavasol seks projekter kørende i Danmark, og mærker stor interesse for bæredygtige løsninger. Arkivfoto
Hurtig tilbagebetaling i form af sparet sand samt mulighed for at levere gylle til biogas, selvom man har sand i sengebåsene.
Det er to af grundene til, at flere danske landmænd har fået øjnene op for sandseparering.
Indtil videre har seks danske bedrifter valgt en løsning til sandseparering fra den amerikanske producent Daritech, som bliver distribueret af hollandske Mavasol.
I starten af det nye år håber Mavasols salgsdirektør, Klaas J. de Vries, at kunne gøre endnu flere danske mælkeproducenter klogere på sandseparering ved en såkaldt »Insight Day«. Hvordan det helt konkret kommer til at foregå, kommer dog meget an på corona-situationen.
- Der er stor efterspørgsel på bæredygtige løsninger i Danmark, og vi vil rigtig gerne vise vores systemer frem. Om det bliver i mindre grupper på flere gårde, eller om situationen tillader at samle flere på en enkelt lokation, er endnu ikke afklaret, konstaterer salgsdirektøren, der selv beskriver sandseparering som en nødvendighed i fremtiden hos mange mælkeproducenter.
- Det giver muligheden for at levere gyllen til biogassen og et zero footprint i forhold til klimaet, lød det fra salgsdirektøren, da han sidste år var med på NutriFair-messen i Fredericia.
Sandbesparelse
Ifølge distributøren giver separeringsanlæggene mulighed for at genanvende mellem 85 og 97 procent af sandet, når det har tørret i en bunke i 2-3 uger.
Princippet i sandsepareringssystemet er forholdsvis simpelt. Det handler om at få sandet til at bundfælde sig, inden en langsomtkørende snegl fører det op fra gyllekanalen. For at gøre gyllen tilpas flydende og dermed hjælpe bundfældningen på vej, bliver den trukket igennem en separator, der skiller ajlen fra, pumper den op i tank, hvorfra den sendes tilbage i gylleskakten og fortynder gyllen omkring sandsneglen.
Mens der er store besparelser at hente på at kunne genanvende langt størstedelen af sandet, slipper man også i stor udstrækning for at skulle grave sand op af gylletanken.
Tjent ind på fire år
Og så giver det altså også muligheden for nedsætte klimaaftrykket ved at levere til biogasanlæg, som normalt ikke vil modtage gylle fra stalde med sand i sengebåsene, da det slider for meget på systemet.
Hos Mavasol vurderer man, at den gennemsnitlige tilbagebetalingspris på et anlæg til sandseparering er omkring fire år.