Fodrer med majshelsæd i slutstaldene
Rasmus Alstrup, fodrer kalve fra 160 kg med majshelsæd. Det påvirker ikke slagtekvaliteten, og tilvæksten er god.

Rasmus Alstrup fodrer med majshelsæd i slutstaldene, fra kalvene vejer omkring 160 kg. Det giver en høj selvforsyningsgrad og mindre afhængighed af prisudsvingene på indkøbt foder. Foto: Erik Kjærgaard Christensen
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Hjemme på »Bangsbo« fodrer Rasmus Alstrup med majshelsæd i slutstaldene, fra kalvene vejer omkring 160 kg. Det betyder, at hans store slagtekalveproduktion foregår med 80 procent hjemmeproduceret foder til de store kalve.
- Vi har gennemgående let jord, hvor vi kan producere mærkbart flere foderenheder i majs end i korn. Majsdyrkningen betyder, at vi har en høj selvforsyningsgrad. Derfor er vi mindre afhængige af prisudsvingene på indkøbt foder, forklarer Rasmus Alstrup.
- I begyndelsen var det lidt udfordrende at få det til at fungere med at fodre med majshelsæd. Nu fungerer det godt, og det skyldes i høj grad, at vi har automatisk udfodring, påpeger han.
Der fodres fire gange i døgnet, og kalvene er opdelt i fire vægtgrupper, hvor foderrationen til hver enkelt gruppe er tilpasset på indholdet af protein, stivelse og cellevægge. Resultatet er en optimal fodring i de forskellige vægtgrupper.
Fire fodringer giver øget foderoptagelse
- En fordel ved at fodre fire gange i døgnet er, at kalvene kommer op og æder flere gange, og det giver øget foderoptagelse, siger Rasmus Alstrup.
Som gennemsnit for de seneste 12 måneder har den gennemsnitlige, daglige nettotilvækst i hele besætningen været 635 gram - mod et landsgennemsnit på 620 gram.
Med så høj en tilvækst kan kalvene ifølge den vestjyske slagtekalveproducent ikke æde for meget.
- For at få det til at fungere godt med grovfoderet giver vi indsætterkalvene noget godt hø eller wrap, så de kan udvikle deres drøvtyggerfunktion. I øvrigt er der ingen tegn på, at fodringen af de store kalve med majshelsæd påvirker slagtekvaliteten, siger Rasmus Alstrup.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.






































