Insemineringer af køer i sommervarmen kræver ekstra fokus

Drægtighedsprocenten kan være svær at holde i en sommervarm kostald. Derfor er det en god idé at sætte ekstra tid af til brunstobservation og undgå senere udfordringer, råder Seges.

Hold skarpt øje med antal insemineringer. Så skarpt kan det siges fra Seges.

Antallet af kælvninger dykker i marts-maj, fordi det kniber med at holde drægtighedsprocenten i sommervarmen ni måneder tidligere. Særligt august er en udfordring, og konsulent Lars Arne Hjort Nielsen fra Seges, opfordrer derfor til en stram styring af reproduktionen i sommervarmen.

- Varmen presser køerne. Måske er foderet også af lavere kvalitet i varmen, så det kan være svært at holde drægtighedsprocenten. Derfor er det vigtigt at holde skarpt øje med, hvor mange man får insemineret uge for uge. Hvis det kniber med at holde antal insemineringer, vil det være godt givet ud at sætte mere tid af til brunstobservation i den varme periode, siger Lars Arne Hjort Nielsen til Landbrugsinfo.

Han vil ikke afvise, at vi stadig mærker effekten af den meget varme 2018, der betød færre kælvninger februar-maj 2019 og derved også i perioden året efter, fordi køer kun kælver én gang om året.

Brug DMS til styring

For at få et overblik over køer til inseminering kan listen repro-fokus køer i DMS være en god hjælp. Det kræver dog, at man har ryddet op i sine ikke-drægtige, pointerer Lars Arne Hjort Nielsen.

- Hvis du ikke har fået markeret dine udsætterkøer, vil de optræde øverst på listen repro-fokus køer, og det går naturligvis ud over overblikket. Men hvis du får ryddet op her, er listen et utrolig godt styringsredskab til at få dine køer insemineret, fortæller han til Landbrugsinfo.

Undgå pres på goldkoafdelingen

Mælkeproducenter tilstræber i alle henseender en jævn fordeling af kælvninger hen over året. Hvis det kniber med drægtighedsprocenten i august, og der kommer et efterslæb i september-oktober, giver det et unødigt pres på systemet.

- De fleste goldkoafdelinger er ikke dimensioneret til ret store udsving. Det går ud over både smittepresset, det daglige opsyn og foderoptagelsen hos køerne lavest i hierarkiet, når der bliver for trangt, siger Lars Arne Hjort Nielsen.

Slagtekalveproducenterne vil sige tak

Også aftageren af tyrekalve vil glæde sig over flere insemineringer i august og dermed flere kalve ni måneder senere. Slagtekalverådgiver Per Spleth, DLBR-Slagtekalve, hører om udfordringer hos kalveproducenterne både forår og efterår.

- Vi hører om en del producenter, der mangler kalve til indkøb i marts-maj og ikke kan fylde stipladserne op. Til gengæld har de den modsatte udfordring i efterårsmånederne, hvor de ikke kan finde plads nok til alle de kalve, der kommer, fortæller Per Spleth til Landbrugsinfo.

Læs også