Carsten Hedegaard: Glæder mig til arbejdet

Carsten Hedegaard er nyvalgt bestyrelsesmedlem i Landbrug & Fødevarer Kvæg. Han glæder sig til arbejdet og har allerede en del mærkesager, han vil fokusere på.

I forbindelse med Kvægkongressen den 27. og 28. februar blev der afholdt valg til Landbrug & Fødevarer Kvæg’s sektorbestyrelse.

Her blev fynske Carsten Hedegaard (57) fra Christiansborg Landbrug ved Ørbæk valgt ind, og er nu klar til at gøre en forskel for fremtidens kvæglandbrug.

- Jeg er meget glad for, at Fyn nu også er repræsenteret i sektorbestyrelsen. Nu skal jeg bruge lidt tid på at komme ind i arbejdet og lære jargonen at kende. Det glæder jeg mig meget til, lyder det fra Carsten Hedegaard, der endnu ikke har været til det første møde siden valget.

CO2-afgift skal finde et rimeligt niveau

Han fremhæver, at især udfordringerne omkring en CO2-afgift står højt på listen over opgaver, der skal løses.

- Vi skal kunne se os selv i øjnene. Derfor er det vigtigt for mig, at vi får sat afgiften på et rimeligt niveau – og det er de nævnte 750 kroner pr. tons CO2.

- Vi skal nærme os kravene, der er sat for luftfarten. Et tons CO2 må kunne sammenlignes, uagtet hvor det kommer fra. Den opgave skal vi videre med, siger han og understreger, at arbejdet omkring en kommende CO2-afgift allerede er godt i gang.

Fokus på eksisterende stalde

Også »Lov om hold af kvæg« får et par ord med på vejen.

- Loven er vedtaget, men vi bliver nødt til at se på, om ikke vi kan bløde den lidt op. Stalde, der etableres fra nu, skal selvfølgelig overholde arealkrav mm. Men for eksisterende stalde, skal vi finde en ordning, så de også kan benyttes efter 2034.

- Vi har stadig god tid, men vi skal i gang, så vi ved, hvad der venter os fremover, påpeger han.

Fastholdelse af unge landmænd

De unges uddannelse er ligeledes et emne, der ligger den engagerede fynbo meget på sinde.

- Vi har rekordoptag på landbrugsskolerne. Det er fantastisk.

- Det der ikke er så fantastisk er, at de ikke bliver i erhvervet. Jeg sidder i Dalum Landbrugsskoles bestyrelse, og der kan vi se, at 25-30 procent af de færdiguddannede landmænd ryger til andet erhverv. Det skal vi tage alvorligt. Ellers har vi pludselig ingen til at tage over.

Carsten Hedegaard tror den manglende fastholdelse blandt andet ligger i arbejdstiderne.

- De unge vil have faste arbejdstider, og det kan vi ikke altid honorere i landbruget. Der arbejdes i døgndrift under høst, og eksempelvis her hos os, fødes der flere kalve lige inden fyraften, så bliver man, til kalvene er håndteret og efterset, inden man tager hjem. Den fleksibilitet er der mange, der ikke kan levere.

- Så vi skal have tænkt os om, og fundet en løsning. En udfordring, der står mit hjerte nær. Det er hamrende ærgerligt, hvis ikke det lykkes.

Læs også