1. marts skyder LVK Kvægdyrlægerne projektet »Koen længe leve« i gang.
Der er mange gode grunde til at have fokus på dødeligheden i besætningen og dermed også til at slutte sig til LVK Kvægdyrlægernes projekt »Koen længe leve«, fastslog dyrlæge Nanna Frimann Jensen på LVK’s årsmøde forleden.
- Rent økonomisk ved vi, at en død ko koster omkring 13.000 kroner. Og en ko begynder altså først at give overskud, når den har rundet fem år. Det burde være et ret stort incitament til at se, om ikke man kan gøre noget for at sænke kodødeligheden, sagde dyrlægen.
- I forhold til omverdenens krav i forhold til dyrevelfærd, vil det også give noget, mens I selvfølgelig også bedst selv kan lide at arbejde med sunde og raske dyr. Så arbejdsglæde er også et parameter i det her. Det er bare sjovere at arbejde med levende end med døde dyr, konstaterede Nanna Frimann Jensen.
Fokus rykker
Projektet bliver skudt i gang 1. marts, hvor Nanna Frimann Jensen håber at have mange mælkeproducenter på listen.
De vil hver især sætte sig med deres dyrlæge og lave en handleplan, inden de med månedlige opfølgninger på kodødelighed og tidligt slagtede køer skal sparre med kollegerne, give gode råd og finde inspiration og motivation – primært via Facebook og e-mail.
Hele projektet vil så blive evalueret til næste årsmøde, hvor dyrlægen spår, at man vil kunne konstatere fremgang hos de enkelte deltagere.
- Det primære mål med det her er at få fokus på kodødeligheden, for lige så snart, vi får fokus på én ting, så rykker vi også, lød det fra Nanna Frimann Jensen.
Klæd medarbejderne på
Mens fokus er det primære element, er medarbejderne også en vigtig nøgle, hvis man vil i mål med at sænke dødeligheden i besætningen.
- Sæt jer med jeres medarbejdere og snak det igennem – eventuelt med vores info-ark »Gode råd til at spotte den syge ko« i hånden. For den tidlige indsats er vigtig, og det betyder meget, at man går systematisk til værks, og medarbejderne ved, hvad de skal gøre. Det kan nogle gange være svært at være ny medarbejder, så det er vigtigt, at de bliver klædt godt på til opgaven, fastslog Nanna Frimann Jensen.
- Og så er det vigtigt at huske på, at det her projekt ikke skal være et værktøj til at slå hinanden oven i hovedet med. Det skal være motiverende og sjovt, mindede hun forsamlingen om.