Køer og forskere i forsøgsstalden på Danmarks Kvægforskningscenter (DKC) har sammen startet produktionen af en ny type mælk til forskningsprojektet »Milk protein utilisation and age«. Meningen med det hele er at producere en specialmælk, der indeholder aminosyrer, som kan spores og dermed bruges i et humant kostforsøg. Det skriver Aarhus Universitet.

Det overordnede formål med projektet er at undersøge, hvordan mennesker optager og fordøjer protein på forskellige alderstrin. Forskningsresultater tyder nemlig på, at der med alderen sker en ændring i mave-tarm-systemet, som både påvirker fordøjelsen og absorptionen af aminosyrer.

Derfor undersøger forskerne i mælkeprojektet, hvordan fordøjelsen af protein og optagelsen af aminosyrer forløber hos en ældre gruppe på over 70 år, som de så sammenligner med en yngre gruppe af mennesker på under 25 år.

Køer får indsprøjtning

Forsøget går ud på, at man mærker noget protein med et sporstof. I praksis betyder det, at fire højtydende Holstein-malkekøer får en indsprøjtning med sporstofferne aminosyretracerne »D5-fenylalanin« og »D3-Leucin« i tre dage, hvor de malkes tre gange dagligt i fire dage. Den producerede mælk indeholder dermed protein med de særlige sporstoffer. 

Køerne mærker ingenting, men der er konstant overvågning på for at sikre, at alt forløber, som det skal. Den mærkede mælk hentes efterfølgende af Arla, som står for den videre behandling af mælken, inden den skal bruges i det humane kostforsøg.

I den videre del af projektet skal de to grupper raske mennesker indtage mælken i et nøje tilrettelagt kostforsøg. Så aminosyrernes/proteinernes skæbne kan følges igennem hele optagelses- og fordøjelsesprocesserne hos de to aldersgrupper.

Optagelsen af protein har generelt samfundets interesse i forhold til at kunne informere om proteinkvalitet og tilstrækkelig proteinindtagelse i sammenhæng med menneskers specielle behov samt ved aldring. Projektet forventer at kunne levere ny viden til brug i den kommercielle produktion af fødevareprodukter målrettet ældre såvel som yngre befolkningsgrupper.

Forskningen er en del af Arla Food for Health, som er et partnerskab imellem Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Arla Foods med en fælles vision om at afdække sundhedseffekter af mejeriprodukter og mælkebaserede ingredienser.

dbj

Kvæg