Hereford-kvie kåret til Europas bedste inden for racen

Den nu 23 måneder gamle Hereford kvie, Rosenkær Miss World, der er avlet af Bent Sørensen, Rosenkær Polled Hereford, Hovedgård ved Horsens, er netop blevet kåret til »The 2018 Hereford Miss Europe«, Europa’s Bedste Hereford Hundyr 2018.

Rosenkær Miss World vandt den fornemme titel foran den engelske pollede kvie, Kinglee 1 Polly 554, der vandt National Poll Show 2018 i England, og den svenske kvie, 720 Elna av Gyltedoda.

23 hundyr fra 14 europæiske lande deltog i Hereford Miss Europe-konkurrencen.

Rosenkær Miss World skal nu som Europas repræsentant deltage i finalen og kåringen af »The 2018 Hereford Miss World«, også kaldet »Champion of the World 2018«, der afholdes i Fort Worth i Texas i USA den 3. februar 2019.

Får kam til sit hår

I finalen i USA skal hun konkurrere mod det bedste hundyr fra tre af de helt store Hereford-lande: fra Uruguay en ko med kalv, fra Australien en kvie og fra Canada en ko med kalv.

Bent Sørensen kan se frem til en invitation og betalt rejse og ophold til finalen i Texas i USA, der i øvrigt afholdes sammen med det store Hereford-dyrskue, Fort Worth Stock Show and Rodeo, der foregår i dagene 18. januar til 9. februar 2019.

Konkurrencen Champion of the World afholdes hvert år af den amerikanske organisation Hereford Breeder.net.

Videresolgt

Rosenkær Miss World skrev Hereford-historie i sommers, da hun på Landsskuet blev det første Hereford-hundyr, der vandt Interbreed-konkurrencen for hundyr på Landsskuet, og derved kunne kalde sig Bedste Kødkvæg Hundyr på Landsskuet 2018.

På Landsskuet solgte Bent Sørensen Rosenkær Miss World til den engelske Hereford-dommer, James Ludgate, for efter danske forhold en meget høj pris. Så Rosenkær Miss World befinder sig i dag i England hos Remstone Herefords.

- Rosenkær Miss World har således, indtil nu, til fulde levet op til sit navn, Miss World, lyder det fra en naturligvis yderst tilfreds Bent Sørensen, der navngav hende, da hun blev født dagen før nytårsaften 2016.

 

Læs også