Klovbeskæring er en tillidssag
Lars Bo Johansen, der netop er startet som selvstændig klovbeskærer, ser det som et stort ansvar at tage hånd om klovsundheden for sine kunders køer.

Lige nu har Lars Bo Johansen kunder nok til at bruge to tredjedele af sin tid på klovbeskæring. Resten af tiden bliver brugt på malkning.
Efter knap fem år som klovbeskærer for Henrik Bruun på Mors, sprang 42-årige Lars Bo Johansen 1. februar ud som selvstændig med Purhus Klovpleje.
Han havde gennem længere tid overvejet mulighederne for at starte sit eget firma, men det var først, da muligheden for at overtage pensionsklare Egon Tonnesens forretning, Djurs Klovpleje, at drømmen blev realistisk. For det er svært at banke en klovbeskærerforretning op fra bunden.
- Jeg havde været ved at regne på det, men hvis jeg startede fra nul og skulle opbygge en kundekreds helt fra bunden, ville det godt nok tage mange år, før jeg kunne leve af det, fortæller Lars Bo Johansen, der er i gang med at beskære de 450 køer på Bakkegården hos Mogens Hjort Jensen i Grenå, da LandbrugNord møder ham.
- Klovbeskæring er en tillidssag, så når man først er kommet ind et sted, skulle man meget gerne fortsætte med at komme der. Derfor er der heller ikke den store udskiftning i vores branche, forklarer han.
Kalenderen skal fyldes
Indtil videre føler han sig godt taget imod af Egon Tonnesens tidligere kunder, men kundekartoteket skulle gerne blive fyldt lidt mere op over de kommende år.
- Lige nu har jeg klovbeskærerarbejde nok til to tredjedele af tiden. Resten af tiden er jeg ude at malke. Min drøm er at få nok arbejde til fire dage om ugen for så at bruge den sidste dag på at vedligeholde udstyret hjemme på værkstedet. I min forretningsplan står der, at det gerne skulle blive en realitet indenfor tre år, siger klovbeskæreren, der har taget Peter Vest Rasmussen med i handlen, da han overtog Djurs Klovpleje.
Peter Vest Rasmussen har arbejdet for Egon Tonnesen i fem år, og er stedkendt på de djurslandske gårde, som for Lars Bo Johansen er ukendt land i starten.
Lige netop gården i Grenå kender Lars Bo Johansen dog rigtig godt. Her har han nemlig selv været ansat i stalden, før planerne om et liv som klovbeskærer opstod. Nu kommer han forbi hver tredje uge, hvor han hver gang beskærer omkring 70 køer. På den måde kan han få det til at passe mellem de tre daglige malkninger.
Selvom kunderne lige nu primært holder til på Djursland, har Lars Bo Johansen intet imod at begive sig ud på andre egne.
- Jeg har en politik om, at jeg maksimalt vil køre en time hjemmefra. Men man kan også nå lagt på en time fra Purhus-afkørslen, konstaterer han.
Mere frihed
Selvom han i sin tid satsede på et liv som landmand, endte klovbeskærervejen med at være et naturligt valg for Lars Bo Johansen.
- Det er et arbejde som altid har fascineret mig, og selvom det er lidt et rakkerliv at køre rundt fra gård til gård, så giver det bare noget mere frihed at være klovbeskærer i forhold til at være landmand. Det er noget lettere at passe ind med familielivet, siger klovbeskæreren, der blandt andet tager erfaring som driftsleder på en gård i Valsgaard ved Hobro med sig ind i jobbet som selvstændig klovbeskærer.
- Som driftsleder har jeg været vant til at skulle tage mange beslutninger. Det er en klar fordel, som også har gjort springet til at blive selvstændig lidt mindre. Den helt store forskel her er bare, at nu skal jeg selv betale for det, hvis jeg ikke tager de rigtige beslutninger, griner han.
Vigtig uddannelse
I en branche, hvor tilliden skal opbygges over en årrække, lægger Lars Bo Johansen stor vægt på løbende at holde sig opdateret og dygtiggøre sig. Derfor er han også blandt de 73 medlemmer af brancheforeningen Dansk Klovbeskærerforening, hvor certificeret uddannelse er et krav, selvom titlen som klovbeskærer ikke er beskyttet, og alle og enhver i princippet kan starte klovbeskærervirksomhed.
- Når man får så stort et ansvar, synes jeg også, at det mindste, man kan gøre, er at holde sig up to date i forhold til efteruddannelse og den slags.
- Der ligger trods alt lidt viden bag korrekt klovbeskæring. Klovhældning, tykkelse og det hele skal passe for at give køerne de optimale vilkår. Rigtig klovbeskæring er en vigtig del, hvis man vil have god trivsel og en høj ydelse, siger Lars Bo Johansen.
En forkert beskåret klov kan betyde forkert vægtfordeling ned gennem klovene, hvilket kan give hornrelaterede klovlidelser.
Ifølge Seges’ opgørelse over klovsundhed for kalenderåret 2017 fandt man hornrelaterede lidelser som blandt andet såleblødning og sålesår hos 38,2 procent af i alt 613.919 registrerede klovbeskæringer. Her var mild såleblødning det hyppigst forekommende problem med i alt 70.375 registrerede tilfælde (11,5 procent).
Ny boks
Når Lars Bo Johansen kommer rundt på gårdene på Djursland og tidligere på Mors, er det dog digital dermatitis, der volder størst problemer.
I 2017 blev der registreret 113.512 tilfælde af den hudrelaterede lidelse, hvilket svarer til 18,5 af de registrerede klovbeskæringer.
Ifølge Lars Bo Johansen er digital dermatitis dog svær at komme helt til livs.
- Der findes ingen mirakelkur. Men det bedste råd må være fodbad med hydratkalk. Og så er det vigtigt, at man holder sig fra alt, der kan skade dyr og mennesker – som for eksempel formalin, lyder rådet fra klovbeskæreren, inden næste ko bliver gennet ind i boksen. En boks, der – hvis alt går efter planen – også snart er sparet sammen til at få skiftet ud.
- Udstyret fungerer, som det skal, men boksen er alligevel omkring syv år og skal skiftes ud på et eller andet tidspunkt. Jeg har ikke sat nogen tid på, men planen er, at der bliver råd til ny boks og ny fangefold inden alt for længe, siger han.