Af Christina Ahlefeldt-Laurvig, formand for Sektionen for Større Jordbrug

Problemerne skal løses, hvor problemerne er. Sådan lyder titlen på Sektionen for Større Jordbrugs vision for den målrettede kvælstofregulering. Og det handler i al sin enkelthed om, at hvis udledningen af kvælstof er for høj fra et areal, må det aldrig gøres til et udledningsproblem for naboerne.

Det skal være slut med, at alle skal udsættes for samme efterafgrødekrav, selvom de har vidt forskellige kvælstofoverskud – og dermed kvælstoftab – fra marken. 

Brug for stabile rammevilkår

Hvis ikke vi får gjort op med input-reguleringen, ender vi som den evige politiske kastebold. Det tærer på landbrugets image hos befolkningen. Vi har brug for stabile, fagligt funderede og meningsfulde rammevilkår, hvor vi kan arbejde med at styrke planteproduktionen og samtidig opnå miljøkravene. 

I vores vision har vi specifikt beskrevet, at det er hver enkelt landmand, som skal gøres til den ansvarlige for, at kvælstofanvendelsen i marken er effektiv. Og der skal ikke sættes begrænsninger for inputtet, men for outputtet. Vi ønsker en regulering, hvor man som landmand redegør for sin anvendelse af kvælstof (for eksempel via et balanceregnskab eller grønt regnskab), og hvor alle landmænd stilles til ansvar for dette. Her kan til- eller fravalg af eftergrøder være et centralt element. 

Efterafgrøder og normreduktion hjælper ikke miljøet

Landbruget har i alt for lang tid været politisk kastebold mellem forskellige reguleringsregimer, der har bygget på enten begrænsning af anvendt kvælstofgødning eller krav om successivt stigende efterafgrødeareal. 

Og hverken normreduktion eller eftergrødekrav har løst vores udfordring. Reguleringsmåden virker ikke, og udledningen har det sidste årti ligget på samme niveau – måske endda en let stigende udledning trods flere og flere efterafgrøder. Reguleringsmetoden tilsidesætter tilmed almindelige miljøretlige principper.

Landbruget er stadig kastebold. Og hvem ved, hvad der rammer os af usaglige og virkningsløse krav de kommende år? Det bliver kun værre, hvis vi fortsætter sådan.

Hvis vi skal have en stærk planteproduktion i Danmark, er vi nødt til at ændre reguleringen radikalt og sætte ind dér, hvor problemerne er. Det nytter ikke noget at kræve flere efterafgrøder i eksempelvis et frøgræssædskifte, hvor kvælstoftabet i forvejen er minimalt.

Fokuser på kvælstofeffektivitet

Hvis man for alvor skal sænke udledningen fra landbrugsfladen, så skal det gøres fra de marker, hvor kvælstofoverskuddet (og dermed tabet) er for højt, og ikke de arealer som i forvejen har en effektiv kvælstofudnyttelse.

I Større Jordbrug opfordrer vi til, at der gives mulighed for en frivillig regulering, der bygger på landmandens kvælstofeffektivitet og evner til at samle kvælstof op i hovedafgrøden.

Vi skal handle på fagligheden, hvis vi skal løse problemerne, hvor problemerne er. Og vi skal helt afholde os fra sektorpolitiske hensyn, der gør, at et udledningsproblem fra nogle arealer skal løses på andre.

Dette er både et fuldstændigt skævt hensyn ud fra en retfærdighedsmæssig betragtning (i hvert fald hvis man er liberalt tænkende), men det hindrer os også i at komme i mål, fordi vi får sløret billedet af, hvor problemerne er. Så længe regnestykket ikke går op, vil landbruget ende som den evige politiske kastebold.

Ingen skal efterlades i stikken

Det er sandsynligt, at der er nogle segmenter i erhvervet, som vil blive gevaldigt udfordret af et nøjere fokus på kvælstoftabet fra marken, og det skal der selvfølgelig tages hånd om. Der skal være værktøjer og virkemidler for alle, som vil øge deres kvælstofeffektivitet. Men i reguleringen skal alle behandles ens, og ingen må tildeles nogen særstatus. Dette vil også være i overensstemmelse med almindelige miljøretlige principper.