Skal de oprindelige husdyrracer uddø, fordi vi lader stå til?

Af Nils Svalebøg, projektleder, Oregaard, bevaringscenter for gamle, danske husdyrracer

Hvid Dansk Landracesvin, eller Baconsvinet som det også kaldes, kunne engang tælles i millioner. Det var berømt verden over og med til at skabe det danske velfærdssamfund. I dag er der 29 eksemplarer tilbage af klenodiet.

Antallet af den legendariske, berømte Røde Danske Malkerace, RDM, er i den sidste optælling af tilskudsberettigede husdyr opgjort til 96 køer.

Sådan kan man blive ved! Der er kun ganske små besætninger tilbage af de gamle husdyr. Værst ser det ud for kvæg og svin, der ikke er udprægede hobbybetonede racer.

Sagen er den, at staten ikke yder den opmærksomhed og økonomiske støtte, der er behov for til bevaringsarbejdet.

Forpligtet til at bevare

Danmark har gennem FAO og den globale plan for husdyrgenetiske ressourcer, Interlaken Deklarationen, forpligtet sig til at bevare sine gamle husdyrracer. Af hensyn til diversitet og for at undgå risiko for indavl, anbefaler FAO at bestandenes størrelser, skal ligge på mindst 1000 dyr i hver race.

For at leve op til sine forpligtelser har Danmark indført en støtteordning, der skal hjælpe frivillige ildsjæle med at bevare vor husdyrarv.

Der kan ifølge retningslinjerne i »Bekendtgørelse om tilskud til bevaring af husdyrgenetiske ressourcer« gives tilskud til de ekstra udgifter og den indtægtsnedgang, der er forbundet med at holde og bevare dyrene.

Hvert femte år genberegnes tilskuddet til hvert dyr i hver enkelt af de gamle husdyreracer. Udregningerne foretages af forskere ved Institut for Fødevare og Ressourceøkonomi, ved Københavns Universitet.

Så vidt, så godt. Paradoksalt nok anvendes disse tal bare ikke efter hensigten. Landbrugsstyrelsen fastsætter nemlig – efter indstilling fra et nedsat bevaringsudvalg, nye støttebeløb – beløb, der ligger langt under de danske forskeres faktuelle udregninger og anbefalinger.

Tilsidesættelse

Landbrugsstyrelsen har desuden i bekendtgørelsen fastsat, at tilskuddet til hundyr højst må udgøre 3.000 kroner – for handyr 8.000 kroner.

Landbrugsstyrelsen tilsidesætter hermed bevidst resultater fra forskerne på Københavns Universitet. Tilskuddet pr. ko ligger for eksempel på 1725 kroner, mens forskernes udregninger og anbefalinger for støttebeløb i 2021 ligger på 8.000-9.000 kroner. Endnu mere katastrofalt ser regnskabet ud for svin, hvor støttebeløbene ligger otte-ni gange under det anbefalede.

Den manglende kompensation betyder at de frivillige ildsjæle, der arbejder på at redde og bevare de gamle husdyr ikke kan få økonomien til at hænge sammen. Nogen falder fra, andre må klare sig med hjælp fra private mæcener og velgørere.

Lader stå til

Ansvaret ligger i sidste ende hos politikerne, men fra den side har man ladet stå til. Forhenværende fødevareminister Mogens Jensen havde således ikke pungen oppe, da finansloven blev lagt, men foreslog en dialog med Dansk Landbrug og landbrugserhvervet.

Her er der umiddelbart ingen hjælp at hente. Foreningen Danske Arkegårde, der er en paraplyorganisation for bevaringsarbejdet, forsøgte i forbindelse med forhandlingerne om finansloven at råbe Landbrug og Fødevarer op. Foreningen fik dette svar af direktør Flemming Nøhr-Pedersen:

- Vort fokus ligger imidlertid et andet sted; nemlig på udvikling af fremtidens husdyr og kulturplanter og fremtidens produktionssystemer (så vi kan bidrage til samfundets og vores egen meget ambitiøse klimamålsætning, bedre dyrevelfærd, lavere miljøpåvirkning osv.) På den baggrund ligger det desværre ikke lige for, at vi kan medvirke til at prioritere finanslovsmidler til bevaringsarbejdet.

Svaret er skuffende, i betragtning af, at vi i de gamle husdyrracer har en reserve af genetisk diversitet, der ikke må glide os af hænde.

Forskerne advarer

Forskerne fra Københavns Universitet understøtter i deres udredning, at dyrene ikke kan bevares, hvis støtten er for lav:

- Det høje danske omkostningsniveau understøtter betragtningen om, at støtten til de truede husdyrracer skal være høj, for at de tilsigtede mål kan nås. Det vurderes derfor relevant, at man i Danmark kan overskride det generelle loft for støtte til støtteberettigede husdyr.

Politisk ansvar

Interlaken Deklarationen fastslår behovet for bevaring af de gamle husdyrracer. De underskrivende lande - heriblandt Danmark - anerkender de ”husdyrgenetiske ressourcers grundlæggende rolle og værdi for fødevarer og landbrug, og særlig deres bidrag til fødevaresikkerhed for nuværende og kommende generationer.
”

Politikere, stat og landbrugsorganisationerne må gøre sig deres ansvar bevidst – mens tid er: Vi er i sidste time, hvis de gamle danske husdyrracer skal reddes!

Bevaringsarbejdet må anerkendes og understøttes på realistisk økonomisk vis. Sker det ikke, vil Danmark have tabt en uerstattelig værdi. Foruden en levende genbank og et bidrag til fødevaresikkerhed, ville Danmark også tabe et stykke kulturhistorie – som da guldhornene blev stjålet og smeltet om. Vore efterkommere vil kun kunne betragte de gamle husdyrracer i historiebøger og på museernes gamle malerier.

Vi kunne redde tre cirkuselefanter fra savsmuldet i manegen: Det kostede 11 millioner kroner. Til sammenligning har staten i 2020 brugt under 1,5 millioner kroner på at redde samtlige gamle, danske husdyrracer fra udryddelse.

Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.