Teoretisk natur-makværk til ulempe for alle
Natur-nationalparker betyder, at reglerne for naturpleje ændrer sig, og at det offentlige helt vil tage over. Hvorfor mon man tror, at offentlig naturforvaltning med mindre tilsyn af og mindre foder til dyrene er bedre, spørger denne læserbrevsskribent.

Ulf Nielsen, naturplejer.
Af naturplejer Ulf Nielsen, Kollerup Strandvej 19, 9690 Fjerritslev
Den 15. januar er der kommet et nyt lovforslag om Natur-nationalparker i Danmark, som i øjeblikket er i offentlig høring.
Der er tale om et teoretisk makværk til ulempe for alle – ikke mindst dyrene, beboerne og besøgende i Produktionsdanmark.
De nye parker skal friholdes for landbrugsdrift, husdyr, skovdrift og jagt. De hidtidige indtægter på 1.000-1.500 kroner i leje pr hektar fra de nuværende naturplejere samt jagtleje og salg af træ ophører således.
De penge må vel så skulle betales af skatteyderne.
Ulempe for lokale landmænd
Nuværende naturplejere fjernes til stor ulempe for disse lokale landmænd, som har arbejdet med naturplejen ofte igennem mange år. De lokale naturplejere har aldrig kunnet få tilladelse til helårsgræsning, hvilket ellers kunne have haft en positiv effekt på både biodiversiteten og økonomien i naturplejen. Det ændres nu, når staten overtager.
Hensigten er at udsætte store planteædere, eksempelvis vild-heste, bisonokser, m.v., til helårsgræsning uden tilskudsfodring for at forbedre biodiversiteten.
Disse dyr græsser måske anderledes, når de er på offentlige hænder? Og de kan måske leve af meget mindre? Det er jo naturligt, at store dyr kan sulte om vinteren, hvis ikke vi mennesker kommer med foder – vi naturplejere har altid sørget for vinterfoder. Det behøver det offentlige så ikke.
Hegning af parkerne, indkøb af dyr samt opsyn vil blive en betragtelig omkostning til skatteyderne. En udgift, der kommer oven i de førnævnte mistede indtægter ved nuværende drift.
Udfordringer
Naturparkerne skal indhegnes helt: Veje og stier i parkerne skal ikke hegnes fra. Det vil give store ulemper for beboere i parkerne og brugere af områderne.
Tilhængerne af parkerne påstår, at det ikke vil give problemer. Fra mine egne erfaringer ved jeg, at det ikke passer.
Selv ved en passage på 20 meter gennem en indhegning med heste, blev der tidligere krævet, at der blev sat hegn på begge sider af stien, idet flere personer var bange for hestene. Men jeg er selvfølgelig en privat mand med heste – ikke staten.
I Jammerbugt kommune vil Natur-nationalparken bestå af naturområder, der i dag består af fem delarealer. Alle arealerne med græs er indhegnet og afgræsses med heste og kvæg om sommeren. De øvrige arealer er skov med nogle lysninger med meget lidt græs.
Nu skal det hele hegnes sammen, og folk skal kunne komme ind på arealerne. Det vil give udfordringer – for at sige det mildt. Og samtidig er der sat spørgsmålstegn ved de store dyrs indflydelse på landskabsudviklingen.
Så til det positive. De nye naturherrer vil ansøge EU om at dispensere for krav om chipmærkning af heste, der lever i natur-nationalparker. Det koster vi private en masse penge årligt – og ve den, der ikke har orden i papirerne.
Ingen krav til det offentlige
Det vil give besparelser for det offentlige. Vil det give samme veterinære sundhedsstatus?
Man vil desuden undgå krav om daglige tilsyn, som vi private kræves ved hestehold – eller dyrehold i det hele taget.
Desuden vil der blive givet dispensationsmulighed, så man kan udsætte både robuste hesteracer og krydsninger, der ellers ikke må gå uden læskur om vinteren.
Hvis vi private naturplejere kunne opnå sådanne dispensationer som foreslået ovenfor, ville vi for forholdsvis små midler kunne vintergræsse med heste efter behov.
Det vil fuldt ud påvirke biodiversiteten som ønsket og til et lille beløb af, hvad det vil koste skatteyderne, hvis det offentlige skal stå for plejen med de regler, der nu slås op.
Natur-nationalpark Hanherred er en af de 15 nye parker, der nu planlægges. Jammerbugt kommune har foreløbig afsat to millioner til dette projekt i deres 2021-budget. Mon det er klogt?
Alle græsarealer, hvor der er rimeligt med græs, afgræsses i dag af landbrugsdyr. Alle steder er der forbud mod helårsgræsning. Arbejdet varetages af lokale landmænd og naturplejere.
De lokale husdyr og tilhørende indhegninger må nødvendigvis med de nye planer fjernes fra områderne, og dermed er det slut med det lokale engagement og naturpleje for naturplejerens egen regning.
De mange ulemper, der kommer med de store indhegninger, synes ikke rimelige for lokalbefolkningen. Det hindrer deres nuværende bevægelsesfrihed i naturen, og det koster store summer.
Hvornår har der været offentlig debat om disse natur-nationalparker i Jammerbugt kommune? Har jeg overset omtalen og debatten? Næppe, da det er mit interesseområde, og som naturplejer, der tilsyneladende bliver gennet væk fra de arealer, jeg plejer at arbejde på, skulle jeg da også have været inviteret direkte.
Demokratisk debat
Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune mener, at dyr i indhegninger i de nye Natur-nationalparker vil tiltrække turister. Men vi har jo allerede de muligheder – det gælder bare om at markedsføre dem.
Kære politikere. Oplys nu vi uoplyste skatteydere/borgere i kommunerne om, hvad I har gang i, og få befolkningens mening om natur-nationalparker og de ulemper og fordele, det vil give både lokalbefolkning og naturturister.
Lad os nu få en offentlig demokratisk debat.
Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.