Der er behov for politisk lederskab indenfor, hvordan vi bruger vores værdifulde jord bedst, skriver Iben Krog i dette debatindlæg.
Af Iben Krog, folketingskandidat for Venstre i Sjællands Storkreds
Vores fokus på den grønne omstilling er med rette stort, og den begynder tilsvarende at fylde mere og mere i landskabet. Vi ser både flere vindmøller på landet, vandet samt solcelleparker poppe op.
Det glæder mig, fordi de hver især er et symbol på grøn energi. Grøn energi som er med til at skabe os en bedre fremtid for vores kommende generationer, samtidig med at vi forværrer fremtiden for Putin. Jeg er fra Lolland, og her producerer vi otte gange så meget grøn strøm, end hvad vi selv kan bruge. Det giver væksteventyr.
Inden sommerferien landende en aftale med bl.a. Venstre, om at vi skal firedoble vores kapacitet af vedvarende energi på landjorden fremmod 2030. Det får mig til at råbe vagt i gevær om, at vi skal huske at planlægge vores grønne fremtid med omhu – særligt når det gælder vores solcelleparkerne.
Det kræver rigtig mange vindmøller og solceller, og det kræver at vi ikke bare plastrer landdistrikterne til i blinde. De skal gerne udover hele landet, og gerne udenom vores gode landbrugsjord.
Ligesom vi har brug for grøn energi, så har vi altså også brug for gode fødevarer.
Gode fødevarer produceres i Danmark, på vores gode landbrugsjord. Det kan fx godt være at Spanien har det største økologiske landbrugsareal i Europa, men hvilken forskel gør det, når både Spanien og EU’s økologimærke stadig ikke når vores standard produktion til sokkeholderne.
En dansk konventionel kartoffel vil fx aldrig være behandlet med kobber, men det kunne en økologisk importeret kartoffel sagtens være.
Går aldrig af mode
Det skal vi i fremtiden stadig kunne bryste os af, især fordi gode fødevarer aldrig nogensinde bliver en dille der går af mode. Det kan godt være vi tilbereder vores mad anderledes, hælder vores mælke udover nye morgenmadstyper og drikker mælkeprodukter som aldrig nogensinde har set skyggen af hverken ko eller yver før, men fælles for dem alle er, at de stadig er fødevarer som skal fremstilles.
En fødevareproduktion som højest sandsynligt kun bliver dyrere at importere i fremtiden.
Vi har lige fået en høj ensartet CO2 afgift i Danmark, og inden årsskiftet så kunne vi sandsynligvis også have en på landbruget.
I EU bliver CO2 prisen også kun højere, eftersom mængden af CO2 kvoter kun falder som årene skrider frem, og prissen dermed presses op. Alene på de seneste 5 år, da er den sågar steget fra omkring 60 kr. pr ton til i dag at være omtrent 600 kr. pr ton.
Jorden skal bruges
At vi derfor har muligheden for at brødeføde befolkningen via vores egenproduktion skal vi ikke kun være glade for, men samtidig fastholde.
Vi bør sammentænke vores sparsomme arealer, og eftersom vi i forvejen har lavet en storstilet plan om udtagning af lavbundsjord, så lad os bruge den jord.
Vi skal have udtaget bunkevis af hektar lavbundsjord ud, hvor det tilsvarende er oplagt at opføre solcelleanlæg på den udtaget lavbundsjord. Det gør endda vi faktisk opnår en dobbelt klimaeffekt.
Lavbundsjorden stopper med at udånde metangasser, og solcelleanlæggene omdanner solens stråler til elektricitet. Det vil tilsvarende gøre at den fornødne mængde af vedvarende energi, som vi skal have sat op på landjorden, ikke kommer på bekostning af vores fødevareproduktion.
Fundamentet for Danmark var at vi var et landbrugsland, og selvom vi skal være storproducent af grøn energi i fremtiden både til Danmark og til resten af Europa, så forhindrer det os ikke i at fortsætte med at være et landbrugsland, og samtidig være verdens bedste landbrugsland.
Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.