Ulighed for Grundloven

Vil Folketinget nedsætte en rigsret, eller tør Folketingets nuværende flertal overlade Mette Frederiksen til de almindelige domstole?

Af Jens Iversen, Dalhavegård, Åstorpvej 78, Christiansfeld, bestyrelsesmedlem i Agerskovgruppen

Minkgate er historisk alvorlig. At beordre dyr aflivet uden lov- og kompensationsgrundlag, og at fjerne selvstændige erhvervsdrivendes eksistensgrundlag, har vi alligevel ikke set før. Det bringer denne regering i et knap så flatterende søgelys.

Straffelovens §150 siger: »Når nogen, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, misbruger sin stilling til at tvinge nogen til at gøre, tåle eller undlade noget, straffes han med fængsel indtil 3 år«.

Vi i Agerskovgruppen skal ikke kloge os på, om betingelserne for at dømme er opfyldt. Men kan eller vil Folketinget give samtykke til en straffeproces imod statsministeren, som vi andre vil få, hvis vi var mistænkt for at have brudt loven.

Retfærdighed

Vi har ladet os fortælle, at rigsretten, ifølge vor tids måske største statsretsekspert Max Sørensen, aldrig har været tænkt som et »værnetingsprivilegium for ministre«. Det vil sige, at det aldrig været hensigten hos vor grundlovs fædre at beskytte en som Mette Frederiksen (statsminister, red.) bag sine 90 støttemandater.

Hvis ikke Folketingets flertal selv tør samle handsken op i rigsretten, kan vi kun håbe på, at Folketingets flertal tør overlade processen til anklagemyndigheden og landets almindelige domstole med den politianmeldelse, vi har set omtalt i dagspressen.

Vil Folketinget lade anklagemyndigheden få ro og plads til at lade retfærdigheden ske fyldest ? Eller vil man også her holde hånden over hende ?

Næste gang, når en landmand standses af politiet, slipper han nok ikke med »jeg beklager« – »den fejl har vi nu rettet«, men derimod falder hammeren hårdt og konsekvent.

Eksempel

Vore politikere har sikret os rigid håndhævelse ved de almindelige domstole. Har Mette Frederiksen fortjent bedre behandling end den, som hendes undersåtter udsættes for, når de begår lovbrud ?

Skal hun være beskyttet af rigsretten og ministeransvarlighedsloven og af et parlamentarisk flertal, som er optaget af at dræbe mink – koste-hvad-det-vil, men naturligvis ikke for egen regning. For fællesskabets regning.

En chauffør på en dyretransport med to døde grise skal ifølge anklagemyndigheden idømmes fængselsstraf. Chaufføren har transporteret tusindvis af grise på hundredvis af transporter, og vognmanden har flyttet millioner af grise. Men nu skal det være slut på grund af to grise.

Urimeligt

Hvad med de ansatte og deres familier? Hvad med fremtiden for alle disse mennesker og landmandskunder? Fornylig meddelte Mette F, at 14 millioner mink skulle aflives. Udenfor loven.

Vil hun så nu holde hånden over chaufføren og hans arbejdsgiver på samme måde som hun selv er beskyttet af 90 mandater? Eller er det kun hende, som er beskyttet mod retsforfølgning for nogle millioner mink – i modsætning til chaufføren og vognmanden for et par grise ?

 

Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.

Læs mere om Minksagen

Dyk ned i vores mere end 450 artikler om minksagen. Helt tilbage fra hvor de første besætninger blev smittet og frem til afhøringerne i Minkkommissionen.

Læs mere her

Læs også