DET SENESTE KLIMATOPMØDE kaldet COP25 blev efter mange danske iagttageres mening en fuser. Dagbladet Information mener, at topmødet svigtede videnskaben, ungdommen og verdens fattigste. Danmarks klimaminister Dan Jørgensen (S) kalder mødet en katastrofe. For han, Dan Jørgensen, har sat barren langt højere med sin nye, danske klimalov. Her er reduktionsmålet 70 procent. Uanset om vi så er de eneste i verden, der går så vidt.

OG NOGET TYDER på, at vi indtil videre står ret isoleret med vores ambitionsniveau. COP25 gav i hvert fald intet konkret svar på noget som helst. Resten af verden er simpelthen ikke på bølgelængde med lille Danmark. I bedste Kennedy-stil har Dan Jørgensen ellers tidligere på året turneret i USA med følgende citat: »Vi spørger ikke, hvad der er muligt. Vi spørger, hvad der er nødvendigt. Og derefter gør vi det nødvendige muligt«.  

SÅDAN SER RESTEN af verden imidlertid ikke på klimaudfordringerne. Den danske minister kan med andre ord ikke gøre det nødvendige muligt. For uanset det danske ambitionsniveau, så redder en dansk indsats ikke verden. Vi er slet ikke i nærheden af at kunne flytte noget, hvis ikke andre lande er med på idéerne. Og det er de ikke. Der er meget få konkrete klimatiltag på bordet. Og alle vigtige COP-aftaler udskydes igen og igen.

NU VED VI godt, at klimaministeren herhjemme turnerer rundt med budskabet om, at hvis vi danskere går forrest, så følger de andre efter. Det gælder skatteborgere, som må til lommerne. Og det gælder virksomhederne. COP25 tegner dog et helt andet verdensbillede, end det Dan Jørgensen har. Det kan man begræde. Men det er den virkelighed, vi lever i. Svaret fra de ultra klima-ambitiøse politikere i Danmark er naturligvis, at hvis ikke verden vil følge os, så skal vi bare skrue endnu mere op for ambitionsniveauet herhjemme.

DET ER NATURLIGVIS voldsomt kontroversielt. For det kommer til at koste astronomiske summer – uden den mindste indvirkning på klodens klima. Vi er helt enige i, at vi i Danmark skal være ambitiøse på klimaområdet. Men vi hverken redder verden eller den danske velfærd, hvis vi bevidstløst brænder penge af på at være klimaekstremister. Vi er nødt til at være realister og indordne de danske ambitioner nogenlunde efter verdenssamfundet – gerne med klima-pilen pegende opad. Men klima-ekstremisme er i realiteternes verden nytteløs symbolpolitik til indenrigsbrug, som risikerer at få en alvorlig, social slagside. Derfor er der brug for et skud klimarealisme.