I de små timer ud på natten før folketingsvalget var overstået, endte jeg – som jeg tit gør – i en ophedet diskussion om pesticider og grundvand.

Min lægeven og jeg havde begge slået os godt på flasken, så holdningerne blev ikke pakket så grundigt ind i vat, som vi ellers begge godt kan have for vane, når vi ikke har drukket.

Det var fedt. Jeg elsker at tale for alle de velsignelser, jeg mener, vi får fra pesticider. Og når forbeholdene så er slået fra, kan man rigtig gå til den uden at tage smålige hensyn til, om alle nuancerne nødvendigvis kommer med.

Min lægeven var også usædvanlig bramfri i sin kritik. Ikke blot af pesticider men af hele landbruget. Grisenes velfærd var jo også temmelig oppe i tiden, lige indtil valgurnerne blev fyldt, så dem kom vi også lige omkring.

Sådan var det også meget bramfrit i valgkampen. Der blev gået til stålet, kan man vist roligt sige. Og ligesom i min fuldemandssnak blev der ikke skelet så nøje til, om alle nuancerne nødvendigvis kom med.

Håb på Christiansborg

Nu er jeg blevet ædru igen, valget er overstået, og jeg skal forhåbentlig snart se min gode lægeven igen. Måske skal vi på vandretur sammen. Eller ud og sejle kajak.

Det fede er, at fuldemandssnakken og de ophedede diskussioner ikke på nogen måde lægger en dæmper på min lyst til hverken det ene eller det andet. Selvom jeg stadig er dybt forbløffet over, at en læge kan være så forbandet på pesticider uden at kunne give et eneste eksempel på sundhedsskadelige effekter af det, er jeg stadig i min grundindstilling overbevist om, at han vil både mig, sine patienter og Danmark det bedste.

Så når vi ses igen, er vi stadig de bedste venner, og vi kan stadig tale sammen om både pesticider, grisevelfærd og alle de andre emner, vi kan komme i tanke om at udveksle holdninger om. Jeg håber blot, at de nye mennesker på Christiansborg har det på samme vis.