Rabobank forventer, at den globale produktion af grisekød i 2026 vil udvikle sig ujævnt både geografisk og over året. Det fremgår af bankens kvartalsrapport Global Pork Quarterly Q4 2025, skriver Landbrug & Fødevarer Markedsnyt for grisekød.

Ifølge Rabobank vil den globale produktion stige svagt i første halvår af 2026. USA, EU og Kina ventes at få en beskeden fremgang, mens Brasilien forventes at fastholde en stabil vækst. Banken peger samtidig på, at en større del af væksten i stigende grad vil være drevet af produktivitetsforbedringer frem for udvidelser af besætninger, blandt andet som følge af fortsat høje omkostninger til byggeri.

I andet halvår af 2026 forventer Rabobank, at den globale produktion kan falde. Det skyldes især planlagte reduktioner i so-bestanden i Kina og Spanien. Over for Pig Progress forklarer Rabobanks senioranalytiker Chenjun Pan baggrunden således:

Producenter skruer ned

- I Kina skruer producenterne ned for at genoprette balancen mellem udbud og efterspørgsel, mens Spanien står over for ASF-relaterede handelsbegrænsninger, som fører til reduktioner i besætningerne.

Den internationale handel med grisekød ventes fortsat at være ustabil i 2026, fremgår det af Rabobanks vurdering, som Landbrug & Fødevarer Markedsnyt gengiver. I 2025 øgede Brasilien sin eksport med 12 procent, mens USA og Canada oplevede fald. Samtidig justerer flere store importlande deres handelspolitikker. Mexico indfører importkvoter for leverandører uden frihandelsaftaler og har iværksat antidumpingundersøgelser af amerikansk grisekød, mens Kina har indført antidumpingtold på grisekød fra EU. Japan og Filippinerne fastholder deres importstop for spansk grisekød efter ASF-udbruddet i november 2025.

Rabobank peger desuden på fortsat sygdomspres i 2026. ASF hæmmer genopbygningen af produktionen i Vietnam og Filippinerne, mens ASF i den spanske vildsvinebestand medfører øgede omkostninger og skærpet overvågning. Hertil kommer vedvarende udfordringer med PRRS i USA og Mexico.

Finans