Kinas svinebestand er atter ramt af sygdom

Netop som Kina var ved at få gang i deres svineproduktion igen, ovenpå års kamp imod den afrikanske svinepest, er en ny sygdom brudt ud blandt landets svinebestand.

Nye rygter fra Kina fortæller, at landets svinebestand atter er hårdt ramt af sygdom.

Kina, der er verdens største producent og forbruger af svinekød, har gennem 2020 fået svinebestanden nogenlunde på fode igen, efter et par års kamp imod den afrikanske svinepest, der ramte landet tilbage i 2028.

I løbet af 2020 var sygdommen dog så meget under kontrol, at Kina igen kunne begynde at opbygge en ny og mere professionel svinebestand. Således viser nye tal, at den kinesiske svinebestand i løbet af 2020 gik op med 31 procent.

Men rygter i markedet indikerer, at de ikke har fået den afrikanske svinepest under helt kontrol endnu. Nye varianter af den afrikanske svinepest har således ramt den nordlige del af Kina hen over januar måned.

Diarrévirus

Samtidig er en ny sygdom brudt ud blandt de kinesiske svin. På dansk hedder sygdommen svineepidemisk diarrévirus.

Det er i virkeligheden en coronavirus blandt svin, der har eksisteret længe. Men sygdommen har i år ramt den kinesiske svinebestand i en højere grad end normalt.

Ifølge rygterne er situationen kritisk lige nu, og det kan potentielt sætte en stopper for den igangværende genopbygning af den kinesiske svinebestand.

Indtil videre er der tale om rygter, men der er sjældent røg, uden der har været en brand. Et er dog sikkert. De kinesiske myndigheder har ikke nogen interesse i at fortælle verdensmarkedet om det nye udbrud af sygdomme blandt landets svinebestand. For det vil i givet fald stille dem i en dårlig forhandlingssituation, når de skal ud på verdensmarkedet for at importere de mængder af svinekød, der er nødvendigt, for at de svinekødshungrende kinesere kan få deres livret serveret.

Taler rygterne sandt?

Taler rygterne om den efter sigende eskalerende sygdomsudvikling i den kinesiske svinebestand sandt, så vil det i givet fald betyde, at Kina vil fortsætte med at importere store mængder af svinekød i den kommende tid. Blandt andet fra Europa og dermed også fra Danmark.

Dette scenarium vil samtidig betyde, at Kina må sætte den igangværende genopbygning af landets svinebestand på pause. I så fald vil det igen betyde, at Kina vil trække sig fra afgrødemarkedet som indkøber af afgrøder og især som køber af majs, sojabønner og ikke mindst sojaskrå til foder. Men lad os nu se. Indtil videre er der tale om rygter, og situationen kan naturligvis være en anden, end hvad rygterne siger.

Har ramt prisen på sojaskrå

Rygterne om sygdomsudbruddet blandt den kinesiske svinebestand i landets nordlige del er en af forklaringerne på, at afgrødepriserne har sat sig her på det seneste. Blandt andet er prisen for sojaskrå begyndt at korrigere i nedadgående retning.

Det giver for så vidt også god mening, eftersom Kina er verdens største importør af sojaskrå, og trækker Kina sig fra markedet for en stund, så vil prisen for sojaskrå sætte sig i en periode.

Det betyder dog ikke, at Kina er færdige med at importere sojaskrå, sojabønner og majs til foder. Som jeg beskrev i gårdsdagens avis, så er Kina bange for, at forsyningssituationen med afgrøder vil stramme gevaldigt til i de kommende år. Derfor er de begyndt at opkøbe afgrøder til foder for at have en buffer og undgå stigende fødevarepriser samt en potentiel heraf afledt inflation i landet.

Derfor forventer jeg ikke, at Kina er færdig som storimportør af afgrøder og herunder sojaskrå, til trods for at de fortsat kæmper med sygdom blandt landets svinebestand.

Læs også