Nyt krak på aktiemarkedet

I gårsdagens avis beskrev jeg, hvordan aktiemarkedet igen begyndte at udvise samme svaghedstegn, som tilfældet var lige inden, coronakrisen indtraf. Det negative billede på aktiemarkedet er intakt her blot 24 timer efter. Derfor anbefaler jeg fortsat, at du som investor er påpasselig med dine investeringer i aktier.

Det går igen nedad på aktiemarkedet. Måske er det ved at gå op for investorerne, at vi faktisk står midt i en krise? For det gør vi. Og det kan virke absurd, at vi netop under vor tids største sundhedskrise har set flere af de store aktie-indeks på globalt plan slå nye kursrekorder. Blandt andet det danske OMXC20.

Det ledende amerikanske aktie-indeks har også haft held med at slå de kursrekorder, der gjorde sig gældende tilbage i februar måned, inden Covid-19 ramte verden.

Herhjemme i Danmark har vi heldigvis en række aktier, der vil kunne klare sig okay under en ny krise på aktiemarkedet. Vi har blandt andet Genmab og Novo Nordisk.

Men vil disse aktier gå helt ram forbi, hvis de alarmerende svaghedstegn, som vi lige nu ser i blandt andet det ledende europæiske og tyske aktie-indeks, DAX30, for alvor får fat? Nej, det vil de ikke. Men de førnævnte danske aktier vil næppe blive ramt ligeså hårdt som de mere cykliske aktier, der er tungtvejende i det tyske DAX30.

Alarmerende

Hen over de seneste tre uger har det ledende europæiske og tyske aktie-indeks udvist alarmerende svaghedstegn. Især i indeværende uge har DAX30 været hårdt ramt, og det er næppe slut endnu. Derfor vil jeg som aktieinvestor være yderst påpasselig i de her dage.

Momentum, det vil sige styrken, i den optur, vi har oplevet hen over nu godt syv måneder, er atter aftagende i det ledende europæiske og tyske aktie-indeks.

Det var netop den samme situation, vi stod overfor i den sidste halvdel af februar måned i år, lige inden coronakrisen ramte verden, og aktierne på kort tid dykkede markant. Det tab i kursværdi, som blandt andet det tyske DAX30 aktie-indeks oplevede på få uger, var historisk.

Det har taget det tyske DAX30 næsten syv måneder at indhente det, der blev tabt i kursværdi ved coronakrisens begyndelse.

Den nervøsitet og panik, der indfandt sig på grund af nedlukningen af verdenssamfundet i marts måned, ser jeg tegn på er ved at gentage sig. Så er det blot spørgsmålet om, hvor langt ned vi skal på aktiemarkedet i denne omgang.

Valget i USA er ikke vigtigt

Samtidig med coronaens genopståen står vi over for et afgørende valg i USA i næste uge. Jeg tror nu ikke, det er det amerikanske præsidentvalg, der bliver afgørende for fremtiden på de finansielle markeder.

Derimod er det corona, som investorerne er bange for, og ikke hvem der bliver præsident i USA. Den ene præsident er formentlig ligeså god som den anden, og det er marginale forandringer, som en enkelt person kan gøre i det store perspektiv på de finansielle markeder.

Derimod er det ikke marginale konsekvenser, som endnu en nedlukning af verdenssamfundet vil kunne bibringe i forbindelse med en anden global bølge af corona.

Lige nu handler DAX30 til en kurs på 12.166 euro. Dermed er første støtte for den optur, der begyndte i marts måned ved 12.209 euro, nu blevet brudt oppefra og ned, hvilket indikerer, at de seneste syv måneders aktiefest nu er slut – i det mindste i en periode.

Bundpunkter

Den nye nedtrend, der netop er ved at udvikle sig, har i første omgang mål nede ved 10.000 euro. Det er dog også meget muligt, at vi atter skal se et aktiemarked søge tilbage mod de lavpunkter, vi så i marts måned i underkanten af 8.000 euro.

De tekniske indikatorer udviser også svaghedstegn og bakker derfor op om, at vi nu kan stå overfor en ny stor nedtur på aktiemarkedet, symboliseret ved det tyske DAX30-index.

De tekniske indikatorer forsøger således at alarmere os om at reducere i porteføljen med aktier omkring aktuelt kursniveau.

 

Læs også