Med Engcon tiltrotatoren øges gravemaskinernes effektivitet og præcisionen i arbejdet betragteligt.
En tiltrotator er et tilbehør, der kobles til mellem gravemaskinens arm og skovl, og fungerer som et fleksibelt håndled.
Sådan beskriver firmaet Engcon udstyret, der kan tilte skovl eller et andet valgt redskab op til 45 grader i begge retninger, og samtidig rotere redskabet uendeligt.
Engcons tilrotatorer passer til alle gravemaskiner på mellem 1,5 og 33 tons uanset producent og model.
Specialopgave på Lindø
Avisens udsendte overværede Engcon-udstyret på en Hidromex-gravemaskine på specialopgave på det tidligere Lindø Skibsværft ved Odense, der nu er et kæmpestort industriområde med både store skibsreparationsvirksomheder og vindmølleindustri. Og det er på vej til at blive endnu større.
Således var gravemaskinen fra Din Entreprenør i Odder i færd med at fritgrave et stort antal piloterede betonpæle, som skal tilskæres i forbindelse med anlæggelse af yderligere seks industrihaller med et samlet areal på 10.000 kvadratmeter.
- Tiltrotatoren fungerer rigtig fint med gravemaskinen og er meget nem at styre rundt om pælene her i dette tilfælde. Men også ved andre opgaver bruger vi dens funktioner, og skal gravemaskinen brække beton op eller grave almindeligt, er tiltrotatoren meget enkel og hurtig at afmontere her fra kabinen og dermed frigøre maskinen for 800 kg ved sådanne opgaver, påpeger maskinfører Teis Jacobsen.
Fra Engcon’s danske afdeling supplerer produktspecialist Thomas Hollænder, at den unikke EC-Oil-system til afmonteringen nu er standard på alle tiltrotatorerne. Koblingssystemet afmonterer både hydraulik, el og centralsmøringen, uden føreren skal forlade kabinen.
Automatisk styring
Med Engcons proportionale DC2-løsning kan tilrotatoren arbejde sammen med de fleste maskiner og maskinstyringssystemer, således den automatisk tilter og roterer efter maskinstyringens koordinater.
- Det er absolut et voksende produkt, understreger Thomas Hollænder og forklarer, at Engcon-joystikkene, som erstatter gravemaskinens originale betjeningshåndtag, har syv knapper og tre ruller i hver hånd.
Deres funktioner kan individuelt kodes, og systemet kan indeholde op til tre brugere.
I Danmark siden 1997
Engcon er grundlagt i Sverige i 1990 og dækker i dag 12 lande med tilsammen 300 ansatte. Otte af dem har til huse i Verninge på Midtfyn. Direktør Henrik Bolting startede den danske afdeling i 1997, og tre medarbejdere er i dag beskæftiget med salg, tre med reservedele, og to tager sig af teknisk support til forhandlerne, som er maskinleverandører af alle gravemaskinefabrikater over hele landet.
Ud over Danmark dækker afdelingen på Midtfyn også Island og Færøerne.
Servicedelen forestås af Halsted Maskinservice under samme tag med i alt ni servicebiler, som rykker ud til kunderne over det ganske land.
Foruden tiltrotatorerne tilbyder Engcon Danmark A/S et væld af redskaber, som graveskovle, grabber, fejekoste, pladevibratorer med videre.