25 år med John Deere

13. januar 1996 startede den dengang 16-årige Brian Bay Christensen i værkstedet hos Mejlby Smede- og Maskinforretning. Siden har virksomheden skiftet navn, ejere og lokation, mens mekaniker-lærlingen er blevet hængende og nu kan kalde sig storkundechef i Semler Agro.

Trods sine blot 41 år, kunne Semler Agros storkundechef, Brian Bay Christensen, fejre sit 25 års jubilæum den 13. januar.

Mens omdrejningspunktet for jubilarens arbejde stadig er de grønne John Deere-maskiner, er der sket mange ændringer, siden han i 1996 startede som landbrugsmaskinmekanikerlærling i Mejlby Smede- og Maskinforretning.

Der har været fusioner, kommet nye ejere, flere navneskift og Semler Agros afdeling i Himmerland er flyttet fra Mejlby til Haverslev.

Men Brian Bay Christensen er altså stadig en del af forretningen.

- Jeg er nok lidt utraditionel. Jeg har den samme søde kone, som jeg altid har haft, mine to børn, som jeg også kun har fået med hende, og så arbejder jeg altså samme sted, som der hvor jeg startede efter folkeskolen, griner jubilaren, der tilbage i 2008 skiftede værkstedsarbejdet ud med et job i salgsafdelingen.

- Dengang havde jeg vel gået i to-tre år og snakket om, at det kunne være spændende at rode sig ud i noget salg. Brødrene Poulsen, der dengang ejede forretning skulle dog lige blive enige om det, da den ene interesserede sig for service og gerne ville beholde mig, mens den anden, der interesserede sig for salg også gerne ville have mig, fortæller Brian Bay Christensen, der i 2015 kunne se Semler Agro overtage forretningen i Mejlby.

Siden har han så fået titlen som Semler Agros storkundechef.

- Men nu er jeg jo nordjyde, så jeg plejer bare at sige, at jeg er ganske almindelig sælger, fastslår han.

Findes der andre mærker?

For Brian Bay Christensen har John Deere altid været det eneste rigtige traktormærke. Også i folkeskoletiden sad han bag rattet i de grønne og gule maskiner på gården, hvor han havde fritidsjob.

- Findes der andre mærker end John Deere? Spørger han med et grin.

- Nej, jeg plejer at sige, at jeg ikke rigtig ved noget om de andre mærker, men at jeg ved en hel masse om John Deere. Jeg vil hellere fortælle om, hvad de kan, fremfor at snakke om, hvad de andre ikke kan, fortæller John Deere-sælgeren der primært bevæger sig i den nordlige halvdel af Jylland, når han kører ud fra hjemmekontoret i Haverslev.

Selvom sælgerjobbet kræver mange timer på landevejene i køretøjer med en noget højere topfart end de maskiner John Deere producerer, er det vigtigt for Brian Bay Christensen også at finde tid til at komme ud at køre traktor, mejetærsker og finsnitter regelmæssigt.

- Jeg gør meget ud af at være up to date og vide, hvordan maskinerne fungerer. Jeg vil være i stand til at sige, at den knap virker sådan her, i stedet for at skulle bede kunden om at spørge en tekniker ad. Når det drejer sig om mere tekniske ting, kan jeg selvfølgelig ikke komme uden om at skulle ringe til andre, men i forhold til selve brugen af enheden, vil jeg selv kunne klare det, fastslår han.

Mere professionelle landbrug

Når Brian Bay Christensen ser tilbage på de sidste 25 år, er der især to ting, der springer øjnene.

- Det har været en spændende tid. På maskinsiden er der sket en kæmpe teknologisk udvikling, mens landbruget i stor udstrækning også er gået fra de gammeldags familielandbrug til store og mere professionelt drevne forretninger med gårdråd og bestyrelser, fortæller han.

Begge ting passer jubilaren ganske godt.

- Jo mere professionelt et landbrug bliver drevet, jo sjovere er det også at arbejde sammen med. Jeg kan godt lide at være en del af en sparring omkring at nå frem til et overordnet mål, forklarer han.

- Og så har det bare været sjovt at være med up front i forhold til den teknologiske udvikling, konstaterer han.

Stor købelyst

Mens Covid-19 spænder ben for en større jubilæumsfejring, glæder Brian Bay Christensen sig over, at pandemien tilsyneladende ikke er kommet i vejen for landbrugets traktor-købelyst.

- Vi har haft særdeles travlt i november og december, og der har også været masser at se til her i de første dage af januar. Det er fedt, at der er købelyst, siger sælgeren, der vanen tro skiber flest traktorer ud fra de større klasser.

- Vi har rigtig gode markedsandele på de store traktorer, hvor mange godt kan se, at pris og kvalitet hænger sammen. Der er det lidt sværere i forhold til de mindre størrelser, hvor mange vælger en billigere model, hvor vi prismæssigt ikke kan være med. Det kunne bestemt være rart også at få godt fat i de mindre størrelser, men det er sådan det er. I stedet vælger jeg at glæde mig over, hvor godt vi har fat hos de store traktorer, fastslår han.

Læs også