O. Søndergaard & Sønner A/S i Nørre Højrup er kendt for et stærkt program af landbrugsmaskiner. Men også til entreprenører og anlægsgartnere har den nordfynske maskinforretning flere produkter.

Således vil der i den kommende tid blive lejlighed til at prøve demonstrationsmaskiner af de kendte Schäffer læssemaskiner, som er særligt målrettet denne branche.

- Det er læssere, som løfter meget, men ikke vejer så meget og løfter knap så højt som landbrugslæsserne, fortæller maskinhandler Lars Søndergaard om den særlige gule Schäffer-linje, hvor i alt 10 forskellige modeller trækker sig fra to til fem tons egenvægt.

Kun 1,90 meter høj

- En sådan maskine er særligt velegnet til brolæggere eller anlægsgartnere, som netop har behov for løftekraften, eksempelvis til at håndtere en palle betonfliser, siger maskinhandleren og viser en speciel lav udgave af den mindste i serien, en gul Schäffer SLT læsser, som vejer 2.600 kg men løfter 2.000 kg i op til 2,5 meters højde.

SLT-modellen har en totalhøjde på kun 1,90 meter. Derved kan den køre gennem en døråbning, hvilket kan være en fordel for håndværkere og entreprenører ved for eksempel renoveringsopgaver i stalde eller andre bygninger.

Lige siden 1998 har O. Søndergaard & Sønner været forhandler af Schäffer-læsserne, lige fra minilæssere til de store røde teleskoplæssere op til 13 tons. Det har derfor været et stort aktiv for maskinforretningen, som dermed også har et stort reservedelslager og besidder en mangeårig erfaring med mærket.

Vogn-importør

Også på vognsiden er der nyt at berette fra maskinforretningen i Nørre Højrup. Selv om O. Søndergaard & Sønner, via hovedaktionæren HCP A/S i Grindsted, har været forhandler af programmet fra Europas største vognproducent, Pronar i Polen, siden 2017, så er der alligevel nyt på denne front.

For en måned siden blev HCP opsagt som importør, og i stedet er fire store maskinforretninger blevet Pronar-importører og skal sælge vognprogrammet i deres respektive områder. Foruden O. Søndergaard & Sønner er det Præstbro Maskiner, Brørup Traktor- & Maskincenter, samt Johs. Mertz, der dækker hele området øst for Storebælt.

- Det er et rigtigt robust program i alle størrelser til en fair pris, lige fra landbrugsvogne til entreprenørvogne og store transportvogne blandt andet til ensilering, påpeger Lars Søndergaard.

Pronar-fabrikken producerede sidste år omkring 7.000 vogne til mere end 70 lande verden over.

Maskiner