Claas har nu lanceret et nyt 9 meter-majsbord med en transportbredde på 3 meter og ny, automatisk transportbeskyttelse.
Til sæsonen 2021 fornyer Claas topmodellen i serien af rækkeuafhængige Orbis-majsborde til Jaguar-finsnitterne.
Det nye brede Orbis 900-majsbord med en arbejdsbredde på 9 meter har kun en transportbredde på 3 meter. Det giver mulighed for landevejskørsel, uden at der kræves dispensation.
Ligesom på Orbis 750 er rammen på det nye Orbis 900 opbygget i fem dele. Dermed kan majsbordet hurtigere end nogen anden foldes ind til en meget kompakt enhed til landevejstransport uden graverende begrænsninger af udsynet fremad og til siderne.
Ved ind- og udfoldningen drejes den fuldt integrerede transportbeskyttelse med advarselsmærkater automatisk i stilling til markarbejde og landevejskørsel. Hele foldningen tager kun 30 sekunder, og føreren behøver ikke stige ud.
Det forkorter tiden på landevejen og tiden til klargøring væsentligt, og aflaster føreren ved transport fra sted til sted. Mellem 2 og 7 km/t skal man bare trykke på en tast for at starte den automatiske foldning. I arbejdsstilling ligger transportbeskyttelsen sikkert i parkeringsstilling.
Høster både majs og helsæd
Orbis 900 kan leveres med et integreret transportsystem, så akseltrykket på 11,5 tons på køreakslen ikke overskrides. Det kører automatisk ud, når vejkørsel eller liftaffjedring aktiveres.
Den flade monteringsvinkel, der kan indstilles i to trin, og den meget flade konstruktion betyder, at der kan opnås en stubhøjde på minimum 85 mm. Orbis 900 anvender både små og store transportskiver i tre trin. Det betyder, at Orbis både kan bruges til høst af majs og helsæd.
Store skiver lige foran indføringen sikrer, at også store høstmængder kan føres sikkert ind i indføringen. Indføringslapper og kolbefælder sørger for, at nedfaldne kolber også ledes ind i indføringen. Styrelisterne i de slidintensive områder er som altid enkle at udskifte.
Komponenterne i materialestrømmen kan vælges i standardudførelse eller i den slidstærke Premium Line-version. Den består af styrelister i stål, fødetromler med ekstra belægning og meget slidstærke knive.
Tilpasser sig konturerne
Til høst af liggende majs kan der leveres sidebeklædninger med en hydraulisk snegl for liggende majs, en kegle for liggende majs til de yderste transportskiver, en forlænget midterspids og spidsforlængelser. Til meget høje majsafgrøder kan der som ekstraudstyr monteres forhøjelser til indføringsbøjlerne.
Med totrins-hovedgearet kan man tilpasse omdrejningstallet til forskellige arbejdsbetingelser. Ved variabelt frontudstyrstræk på finsnitteren bruges altid første gear. Gearene arbejder på lavt omdrejningsniveau og er dermed slidstærke. Desuden er alle transmissioner sikret omhyggeligt mod overbelastning.
På trods af den store arbejdsbredde tilpasser Orbis 900 sig optimalt til konturerne på marken. Det sørger pendulrammen med +/- 5 grader penduludligning og den hydrauliske penduludligning Auto Contour for i forening.
per@effektivtlandbrug.dk
Mobil 20 25 10 37