Har 20-30 hektar der forsumper
Peter Rosendal driver cirka 150 hektar østjysk agerjord. Og en stor del af jorden er direkte berørt af den tiltagende forsumpning.

Det er ikke altid, vandstanden i Peter Rosendals lokale vandløb er ustyrligt. Men gennem en årrække har dræn fra 20-30 hektar agerjord ligget konstant under vand. Og det betyder, at jorden forsumper. Den manøvre, anslår han, koster ham 800-1.200 kroner i tab pr. hektar om året.
Vandet stiger og stiger. Og jorden forsumper mere og mere. Det oplever landmænd over det ganske land på deres egne jorde.
Sådan er det også hos Bæredygtigt Landbrugs næstformand, Peter Rosendal, der driver landbrug ved Jordrup omkring Kolding i det østjyske.
- Jeg oplever selv tab. Helt sikkert. Og det gør jeg blandt andet, fordi vandstanden i min lokale Jordrup Bæk er hævet markant. Det betyder, at jeg har markdræn, der de seneste mange år har stået under vand konstant.
- Betydningen heraf er, at drænene ikke fungerer, som de skal. De er lavet i 1973 med det formål at lede vandet fra mine marker og videre ud i bækken. Det sker bare ikke i tilstrækkeligt omfang længere, pointerer landmanden.
Koster cirka en tusse pr. hektar
Peter Rosendal driver cirka 150 hektar østjysk agerjord. Og en stor del af jorden er direkte berørt af den tiltagende forsumpning.
- Et sted mellem 20 og 30 hektar af jorden er direkte påvirket. Og det koster mig anslået 800-1.200 kroner pr. hektar i tab. For mellem 25 og 30 procents tab skal man kalkulere med i en forsumpet jord som min.
- Desværre står vi i en kedelig situation, hvor vi som lodsejere har vanskeligt ved at trænge igennem »systemet«. Kommunerne vil mange steder ikke anerkende problemerne. Og Natur- og Miljøklagenævnet kommer ikke ud og måler noget konkret. De træffer afgørelserne på et andet grundlag, når der klages. Og vi kan klage i en uendelighed, uden at der sker noget med vandstanden.
- Derfor fortsætter problemerne med vandet med at være der hele tiden. Både over og lige under jordoverfladen, vurderer landmanden.