Miljøledelse er et lovkrav – og en økonomisk mulighed
Alle landbrug over en vis størrelse skal have indført et miljøledelsessystem inden 2021. Hvis man er smart, så starter man allerede nu, og høster fordelene fra dag et, opfordrer landboforening.

Alle landbrug over en vis størrelse skal have indført et miljøledelsessystem inden 2021. Miljøledelse handler om at nedsætte energiforbrug, spare ressourcer, sænke risikoen for miljøuheld og i øvrigt være opmærksom på hvordan den daglige drift af husdyrbruget, kan have betydning for miljøet.
For store industrivirksomheder har miljøledelse længe været en del af hverdagen. For landbrugsvirksomheder er det knap så kendt. Men det bliver der snart lavet om på, for fra 2021 bliver det lovpligtigt med miljøledelse på alle husdyrbrug omfattet af IE-Direktivet.
- Miljøledelse handler om at nedsætte energiforbrug, spare ressourcer, sænke risikoen for miljøuheld og i øvrigt være opmærksom på hvordan den daglige drift af husdyrbruget, kan have betydning for miljøet, lyder det fra LandboLimfjord.
Miljøledelse er en løbende proces, som de fleste landmænd i forvejen har indarbejdet i den daglige drift. Lovkravet om miljøledelse på IE-brug indebærer imidlertid, at den daglige miljøledelse sættes i system og gøres overskueligt for ansatte og kontrolmyndigheden. Dette gøres med et såkaldt miljøledelsessystem, hvor der sættes ord på husdyrbrugets miljøpolitik og opstilles en række miljømål.
Besparelser at hente
Miljøledelsessystemet vil i sig selv typisk bestå af en række dokumenter, herunder en skriftlig redegørelse for husdyrbrugets miljøpolitik samt en række miljømål, der opstilles af den ansvarlige for husdyrbruget. Der skal laves handleplaner for opfyldelse af målene, og det samlede miljøarbejde evalueres og tilpasset løbende, dog mindst én gang årligt.
Et godt gennemarbejdet og korrekt udnyttet miljøledelsessystem kan medføre forbedringer på virksomhedens bundlinje, reducere antallet af kommunale kontroller og samtidig betyde lettelser for miljøet.
- Der kan for eksempel opnås besparelser på strøm, foder, belysning, drikkevandsspild og kørsel, lyder det fra landboforeningen.
Strøm og foder
Et energieftersyn kan kortlægge, om der er eldrevne processer på ejendommen, der forbruger mere strøm end nødvendigt. Det kan for eksempel være et forældet ventilationssystem eller en forkert indstillet mælkekøler. Rettes der op på disse fejl, kan det betyde omgående reduktion af strømforbruget.
- Ved udskiftning af foderkrybber kan der opnås besparelser på foder og dermed både reduceres i foderomkostninger og ressourceforbrug, siger LandboLimfjord.
Belysning, drikkevandsspild og kørsel
Et miljømål på husdyrbruget kan være løbende udskiftning af al belysning til LED. Det kan betragtes som en kortsigtet udgift men en langsigtet besparelse, der i sidste ende kan betyde mange kroner på bundlinjen.
Hvis der er fokus på at identificere og afhjælpe drikkevandsspild, kan det medvirke til et mindre forbrug og dermed en årlig besparelse.
Vælger man at sætte fokus på virksomhedens kørselsbehov med henblik på at nedsætte antallet af kørsler, kan det give en stor årlig besparelse på brændstof, spare mandetimer og nedsætte udslippet af CO2.
Færre besøg af kontrolmyndighed
- Som en ekstra bonus kan et godt miljøledelsessystem medføre at kommunerne ikke kommer så ofte på tilsyn. Tilsynsfrekvensen på et husdyrbrug fastsættes ud fra en individuel score, der blandt andet afhænger af ejendommens beliggenhed, antal sanktioner ved sidste tilsyn og hvorvidt der er miljøledelse på ejendommen. Hvis indføring af miljøledelse på ejendommen kan medføre nedsættelse af antal kontroller, vil det i sig selv også medføre en økonomisk gevinst, idet mængden af brugerbetalte tilsynstimer reduceres, fortæller landboforeningen.
Miljøledelse
Hvis du driver et IE-husdyrbrug, skal du have indført miljøledelse senest i februar 2021.
Miljøledelse handler om at nedsætte energiforbrug, spare ressourcer, sænke risikoen for miljøuheld og i øvrigt være opmærksom på hvordan den daglige drift af husdyrbruget, kan have betydning for miljøet.